Jeg sidder helt stille i den lille mørke kasse. Der er kun lige og lige plads til, at jeg kan krybe sammen derinde. Jeg kan ikke se mit ur, og derfor ikke hvad klokken er, men jeg ved, at jeg har været i kassen i flere timer. Sulten gnaver i min mave og tørsten i min hals. Jeg sukker lavt og husker tydeligt, hvordan jeg er endt her.

Jeg er agent og arbejder for en hemmelig forening, som kun få ved eksisterer. For tiden er der sket mærkelige ting ude ved denne ø. Jeg blev sendt ud for at se nærmere på det. Det første jeg så, var et kæmpe fort bygget på stedet, sikkert uden tilladelse. Jeg listede mig indenfor og så mig omkring. Overalt var der kæmpe maskiner og inde bag en dør, var jeg sikker på, at jeg hørte et dyr brøle, og det var ikke et dyr, jeg havde hørt før. Da jeg var ved at kravle ind i en luftskakt for at komme tilbage til stranden og tage hjem igen, blev jeg opdaget af en vagt. Han havde hevet mig hårdt ud i benene, så jeg havde slået hovedet. Jeg var besvimet.
Da jeg var vågnet igen, sad jeg på en lille stol midt i et enormt kontor bundet fast. Bag mig kunne jeg høre to vagter trække vejret, men jeg kunne ikke se dem, da jeg ikke kunne dreje hovedet. En mand var kommet ind og havde sat sig overfor mig. Han havde stillet mig en masse spørgsmål, men jeg havde nægtet at svare. Så fik jeg øje på de papirer, der lå på bordet. Det var planer. Uden at mændene opdagede det, læste jeg det, der stod derpå, og fandt snart ud af, hvad de var igang med her ude på øen.

Jeg sukker lavt. Der er huller i kassen. Vandet strømmer ind, og jeg ved, at det hele snart er slut. Jeg vil dø med den viden, jeg fik derinde. Gid jeg aldrig var kommet hertil. Gid jeg aldrig havde læst de planer. Gid jeg havde været et normalt menneske, der hver dag gik på kontoret hvorefter at gå hjem igen til sin familie.
En sidste gang tænte jeg på de planer, før vandet strømmede ned i mine lunger. Mutanter, dyr og mennesker blandet sammen. De var kamprobotter. Usårlige over for alt. Vandet fyldte mine lunger og alt, gik ud.