"Dit rodehoved!". Det er ikke første gang, min far siger det til mig. Jeg er ikke helt vågen. Min hjerne er kun langsomt ved at vågne op med en dunkende hovedpine. Jeg tror jeg fik lidt for meget at drikke igår til min fødselsdagsfest.
"Se at få ryddet op". Min far drejer rundt på den der måde, der siger, at nu er der ikke mere at snakke om. Mit blik glider rundt i det store rum. Tomme flakser, puder og en masse andet ligger rundt over det hele. Nå, jeg kan vel lige så godt komme igang. Med stort besvær rejser jeg mig op og vakler lidt på benene. Der ligger et stykke brød på bordet. Årh man, hvor er jeg bare sulten. Hurtigt napper jeg den og synker den uden at tygge. Åh åh, det var vist ikke så smart. Jeg kan ikke synke den. Det sidder fast i halsen. Luft! Jeg skal have noget luft. Hurtigt løber jeg ud efter min far og prikker ham på skulderen. Jeg laver nogle vilde fakter med hænder og arme, indtil han forstår.
"Kan du ikke få vejret?". Jeg ryster på hovedet. Min mor kommer ind og når lige at høre det. Hun skriger og griber straks telefonen og ringer sikkert lægevagten op. Min far lægger armene om mig og presser til. De overreagerer totalt. Så slemt er det jo heller ikke. Eller måske jo?
"Min datter har luftmangel. Ja, vi kommer med det samme". Hun ligger på. De slæber mig ud i bilen og drøner afsted. Jeg når ikke rigtigt at opfatte, hvad der sker. Jeg bliver bare hevet afsted som en kludedukke. De når frem og hiver mig hen til receptionen. Min mor forklarer straks hende damen bag skranken, hvad der er sket. Damen forklarer dem vejen, og endnu engang bliver jeg hevet afsted. Hallo, i skal ikke rive mig midt over vel.
De kommer ind i et rum. En ung mandlig læge sidder på en stol. Hurtigt rejser han sig op og ligger også armene om mig, som min far havde gjort. Han presser til, og jeg hoster bare. Brødet masser sig op gennem halsen og til sidst ligger det på gulvet. Jeg får lov at ligge lidt ned. Min far ser ned på mig.
"Tja, nu slipper du får at rydde op". Jeg kan ikke lade være med at smile.