Hun ventede deres kærlighedsbarn – gjorde Anna.
Da han traf hende første gang, forstod han med det samme, at hun var den udvalgte. Så blond, så køn og så blåøjet. Det hele passede sammen – som brikker i et puslespil og han takkede Gud af hele sit hjerte, for at have truffet den smukke, blinde kvinde.

Han tog måleskemaet frem og forsøgte at beregne terminen. Som forsker og læge burde det være en smal sag, men i dette tilfælde var det naturligvis lidt anderledes. Han så længe på papiret, før han forsigtigt indrammede datoen. Hvis alt gik vel, ville hun nedkomme den 20. april, på den store leders fødselsdag. Han smilede, kunne næsten ikke vente. Syv måneder og en verdensborger var født. Og hvilken verdensborger!
Hans kloge far havde sikret sig den DNA, der nu skulle ændre verdenshistorien. Og nedfrossen sæd kunne faktisk holde evigt, så længe man jævnligt efterfyldte tankene med kvælstof. Selvfølgelig havde forsikringspræmien også været tårnhøj – men nødvendig.

Hastigt så Heinrich op på det majestætiske portræt på væggen. Det mørke hår var skilt i siden. Blikket stålsat rettet mod fremtiden. Heinrich tænkte på alle de spildte år, så meget tid der var gået til ingen verdens nytte. Han tænkte på sin fars livsværk – og hvordan ondskaben – den globale ondskab havde dræbt den store leder og tvunget hans egen fader i eksil på den anden side af kloden. Her voksede lille Heinrich op i Brasilien, fast besluttet på at fortsætte faderens ufuldendte arbejde en dag. Omsider lod det til at bære frugt og hans store gennembrud var nu tættere på end nogensinde. Om syv måneder ville verden se lyset. En unik chance for at rette op på uretfærdigheden. På ny etablere en verdensorden, der med et slag skulle ende alle krige, alle konflikter. Heinrich smilede og mærkede at han ikke længere var alene og så over mod døren.

Anna holdt hånden på den endnu flade mave, der lå et stille smil om hendes læber. ”Hvad skal vi for resten kalde den lille?” Hun rettede på de mørke briller. ”Jeg havde selv tænkt på Susan.”
Heinrich rystede på hovedet, men det kunne hun naturligvis ikke se. ”Det bliver med sikkerhed en dreng, Anna. Og han skal hedde Adolf.” Heinrich så smilende op på det gulnede foto i guldrammen af faderen, der trykkede hånd med den store fører. ”Adolf Mengele – lyder det ikke bare godt?”