Hr. Jensen sad i venteværelset sammen med alle de andre. Stolesædet var hårdt og han flyttede lidt rundt på sig, fordi han efterhånden havde fået ondt i balderne af at sidde så længe og vente. Pokkers til ubekvemmelighed. Han kiggede rundt på de andre, der også skulle ind til lægevagten. Irriterende som de larmede alle sammen. Barnet græd og der var en der sad og gnækkede, selvom han godt nok ikke kunne få øje på ham. Hr. Jensen rystede på hovedet. De burde tage hjem alle sammen burde de, lægen havde jo travlt nok uden at de kom rendende med deres småskavanker.
Og lyset – hvem i alverden havde fået den åndssvage idé at lyset skulle skifte farve hele tiden? Det var også, som om at der var lidt diset i rummet. Det fik det til at køre rundt for ham, så han måtte lukke øjnene.
Han åbnede øjnene med et spjæt, havde vist lige været væk et øjeblik. Han kiggede sig diskret omkring for at se om der var nogen, der havde opdaget det, men der var ikke ingen, der tog notits af ham. Rakkerpak. Han kunne heller ikke se noget kamera noget sted, men De overvågede ham garanteret. Det var lige godt utroligt, hvad man efterhånden skulle finde sig i nu til dags.
På en briks henne væggen lå en eller anden ung mand og lod, som om han havde rigtig ondt. Han tog sig til maven og krøllede sig næsten helt sammen. Hr. Jensen vendte øjne af manden. Han havde sikkert selv været ude om det, sådan en humbugmager. Kommer her og tager tid og opmærksomhed fra dem, der virkelig har brug for hjælp.
Hr. Jensen var begyndt at få det mærkeligt i kroppen. Det var nok på grund af det klorin han havde drukket, men han havde været nødt til det. Stemmen i hovedet havde fortalt ham, at De havde forgiftet hans aftenkaffe. Klorinen var modgiften. Bagefter havde han godt vidst at det nok ikke var så smart, klorin var trods alt ikke noget man drak, så nu var han taget til lægevagten, bare lige for en sikkerheds skyld.