Bonden gik ind i stuen, hvor de ældste af hans tre sønner lå og mæskede sig foran ildstedet.
”Jeg har en bøn at gøre jer,” sagde han bekymret.
En af jer må gå til byen, og hente doktoren. Gamle Maren har tilsyneladende mistet gnisten, og jeg er bange for at hun ikke vil leve julen over uden hjælp.
”For et tyende?” udbrød den ældste af sønnerne vantro.
”Det er jo det glade vanvid,” sagde den mellemste søn, og hentydede til snestormen som rasede udenfor.
”Hvad er der los?,” spurgte yngstemanden Esben, som lige var kommet ind fra stalden.
Bonden ignorerede Esben, rejste sig fra sin stol, og hamrede sin stok i gulvet så plankerne rystede.

”Jeg havde forventet mig mere af jer to,” sagde bonden og tog en dyb indånding.
”Den som bringer Maren gnisten tilbage, skal arve kreaturerne og to tredjedele af jorden når jeg er borte. Resten må de to andre dele imellem sig.”
Forfærdede sprang de to ældste sønner op.
”Lad mig prøve først,” snerrede den ældste, ”jeg er den stærkeste, og det er dog min fødselsret.”
”Og mig næst!” råbte den mellemste bror, tydeligt bekymret over udsigten til at miste sin arv.
”Som i vil,” sukkede Esben. Og således blev det.

Den ældste bror svøbte sig i en stor pelskåbe, inden han selvsikkert begav sig ud i stormen. Snefnuggene hvirvlede hid og did, gjorde det umuligt at skelne himmel fra jord, og snart var han faret vild. Forfrossen søgte han ly, ved et stort egetræ, hvor en underlig lille skabning viste sig for ham.
”Hvem er du?” spurgte den ældste bror ængsteligt.
”Jeg er en nisse,” svarede nissen. ”hjælp mig at samle forråd, og jeg skal…”
”Pak dig bort, troldtøj!” skreg broderen skræmt, og løb tilbage ad samme vej som han var kommet.

Den mellemste bror, gik det ikke meget bedre. Frysende, og blændet af sneen, endte også han ved den gamle eg. Nissen trådte frem, med et agern i favnen.
”Jeg er en nisse,” sagde nissen. ”og jeg vil opfylde dig et ønske, hvis blot…”
”Sludder,” afbrød den mellemste bror hånligt. ”jeg har ikke tid til barnlig overtro, jeg har en arv at sikre.”
Nissen forsvandt, og broderen fortsatte stædigt i den retning hvor han mente byen lå. Adskillige timer senere så han et svagt lys forude, men måtte snart sande at han havde gået i ring. Gården foran ham, var hans fødehjem. Forkommen vaklede han indenfor, og smed sig ved ilden.
Til sidste var det Esbens tur.
Han travede godt, og det varede ikke længe før han nåede frem til egetræet. Nissen viste sig, og Esben udbrød glædestrålende:
”Du er jo en julenisse!”
”Ja,” svarede nissen smilende. ”og derfor vil jeg opfylde dit ønske.”