Inspirationsøvelse #2

Opgavebeskrivelse

Digt en lille fiktiv tekst ved hjælp af 3 foruddefinerede navneord. Du vælger selv et tilfældigt sæt af 3 ud af i alt 25 navneord, og det er dernæst din opgave at skrive en lille historie som bygger på disse ord. Ordene må gerne ændres i forhold til bøjningsform. Alle ord skal benyttes i historien, og de gemmes og vises efterfølgende sammen med din besvarelse for den videre bedømmelse. Bestem selv om teksten skal være humoristisk, dramatisk eller noget helt tredje.

Stenbroen var øde. Der var kun syttenårige mig. Mig, på en bro med et sæt togskinnerne neden under. Et plastikstykke fløj hen over togskinnerne båret af vinden. Mit hår fløj ind i mine øjne, men jeg var ligeglad. Jeg var ligeglad med alting. Mine venner, min familie og mest af alt mig selv. Hele mit liv havde været en livsløgn. En stor fed løgn. Jeg ønskede kun at ende det. En del af mig gjorde i hvert fald, men en lille stemme indeni tiggede mig om at lade være. Det kunne jeg bare ikke. Jeg var alt for forvirret. Mit hoved var fuld af tanker og minder. Minder om den tid hvor jeg blot havde været et lille uvidende barn uden bekymringer. Jeg ville være et lille barn igen. Et barn der legede i sneen om vinteren, og om sommeren hoppede rundt i det grønne frodige græs. Kunne en eller anden ikke spole tiden tilbage?
Foran mig så jeg toget komme nærmere i rivende fart. Uden at tænke over hvad jeg gjorde, kravlede jeg op på broens kant. Jeg rettede ryggen og så stift ud i luften og ventede på toget. Det var der, det hele vendte tilbage som en ond drøm.

..."Jeg sad på stolen med blikket vendt mod mine forældre. Deres blikke var alvorlige. Hvorfor?
"Skat... Der er noget vi må fortælle dig" sagde min mor med sin engleblide stemme. Min far sukkede.
"Hvad?" spurgte jeg og så undrende på dem. Hvad var der galt?
"Du har en anden far" Min mor havde hvisket det og set væk imens. Også min far så væk. Jeg så forvirret på dem. Jeg stammede nej igen og igen. Det kunne ikke passe. Havde den mand, der sad lige foran mig, aldrig været min far? Var han bare min mors mand, men ikke min far? Nej! Det kunne ikke passe.
"Nej!" Jeg havde skreget det og løbet væk..."

En del af mig vidste dette var for dumt, men jeg kunne ikke bare leve videre på en løgn. Jo, det kunne jeg vel nok, men jeg ville ikke. Hele mit liv havde jeg levet på en løgn. Troet en mand var min far, men så var han det bare ikke. Det gav ingen mening.
Toget kørte forbi. Jeg tog et skridt... og faldt
Tilfældige ord: plastikstykke, endestation, livsløgn

Skriv kommentar

Besvarelsen Toget er publiceret 26/12-2009 11:24 af Karen Boysen (nerak) under skriveøvelsen Inspirationsøvelse #2.
Version 1 - 26/12-2009 11:24
Besvarelsen er på 380 ord og lix-tallet er 17.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

14 år siden
#1 Astrid Harboe (bette o)
Plottet er godt, alle er jo efterhånden deprimeret over et eller andet. Men jeg føler det bare ikke, jeg læser hun er fortvivlet men føler bare slet ikke at jeg får den oplevelse ind under huden? Da hun springer til sidst er jeg ligeglad - synes bare ikke rigtig historien fanger.
- Lidt mere arbejde med den så er den der, for selve skelettet til historien er godt.
14 år siden
14 år siden
#2 Cecilie Knudsen (Culle)
Jeg er enig med bette.

For mig virker hun ærlig talt rigtig lam. Jeg synes slet ikke man mærker at hun virkelig er ked af det og deprimeret. Jeg synes alt man hører er at hun brokker sig og har ondt af sig selv men egentlig ikke synes at det er så forfærdeligt igen.

Det er lidt ærgeligt når nu selve ideen er genial.. arbejd lidt mere på at vise de rette følelser næste gang! (:
14 år siden
14 år siden
#3 Pernille Kjelgaard (lidella)
Jeg synes, at historien starter godt, og man har en følelse af, at hun er forvirret og ligeglad. Den del af historien, synes jeg, fungerer godt.

Så hører man baggrunden for hendes situation, og her må jeg indrømme, at jeg synes, at hun overreagerer. Hun vil tage livet af sig selv uden at ville vide, hvorfor at hendes far ikke er hendes rigtige far. Nu er det svært at sætte sig ind i hendes situation, men jeg tror nu nok, at jeg ville have stillet nogle spørgsmål, inden jeg tog livet af mig selv.

Jeg synes, at det kræver lidt mere baggrundsviden for læseren at forstå, hvorfor hun føler sig så svigtet. Hun er trods alt 17 år.

Så alt i alt - 1. del godt skrevet, egentlig også den midterste del, men den sidste del hænger bare ikke rigtig godt sammen med resten.

Men ening med de andre i, at plottet og ideen er rigtig god.

Kan nu ikke rigtig finde ordet "endestation" i din tekst - så derfor kun 2 stjerne
14 år siden