Blandt faldne tårer, lange sorte kjoler og duften af frisk jord, vendte jeg mig og lukkede øjnene i håbet om, at klemme de sidste dråber ud. Hele hans familie var samlet, alle forstenede om denne unge mands tragedie. Jeg kunne ikke fatte mig, men på samme tid kunne jeg ikke stoppe den voksende tvivl.
Kisten var tom, de havde intet fundet efter ulykken. Psykologen havde gjort det klart for mig, at jeg ingen forhåbninger skulle have, ikke efter de fem dage hvor brandvæsenets specialstyrke i samarbejde med politiet intensivt og forgæves havde søgt.

"Jeg er virkelig ked af det på dine vegne min kære" lød det stilfærdigt fra en gammel dame. Her var utallige mennesker, som jeg aldrig havde mødt før. Mennesker som øjensynligt var familie, men ikke at vi havde set dem i al den tid vi havde været sammen. Overfladiske tåber! Jeg kunne ikke begribe, hvordan de i grunden kunne tillade sig at stille op på denne måde, med tårer og hjerteskærende ansigtsudtryk. De kendte ham jo ikke, havde ikke andet end efternavn eller mellemnavn tilfælles.

Efterhånden som de sørgende indtog vores hjem.. mit hjem, fik jeg nok af at nikke taknemmeligt til de mange kondolencer, så jeg undskyldte mig og gik ud på verandaen med et glas stærkt. Anede ikke hvad det var, men det varmede hele vejen ned til maven. I haven var alt beklædt af tyk hvid sne. Sneen havde en vidunderlig beroligende effekt på humøret, jeg pustede ud og grinede sagte. Det mindede mig om de gange, hvor vi havde ligget i haven under stjernerne til det blev så koldt, at ånden dannede små skyer.
Hellen kom ud til mig og klappede mig blidt på ryggen, der var ikke behov for ord imellem os. ”Jeg kan ikke få mig selv til at tro på han er væk mor, noget i mig forbyder det” sagde jeg stille. Hun kiggede spekulerende ud i luften og klemte mig ind til sig ”Du behøver ikke tro noget som helst lige nu min skat, han lever i dit hjerte, det er der ingen der kan tage fra dig”.

Jeg var blevet lagt i seng uden videre erindring derom. Dynen var tætpakket om mig. Jeg hadede at ligge så klemt, ”ligesom dig” tænkte jeg. Med raske bevægelser rystede jeg dynen af mig og mærkede kulden vandre hen over min halvnøgne krop. Jeg så ned af mig selv og så til min forskrækkelse at jeg var indsmurt i hvad der mest af alt lignede tyk olie, i stuen spillede Seether med "Careless whisper" på fuld tryk. Jeg sprang ud af sengen og skreg efter Hellen, men her var ingen, så jeg spurtede imod musikken og der i sofaen sad han.