Det var den 1. September 1945
Peter var en dreng på knap 10 år,
"MOR? MOOOOR!!!" han sad nede i det kolde beskyttelsesrum,
og råbte til hende som ikke var der.

For han vidste godt hun var væk, alle var blevet taget undtagen ham.

han var blevet gemt nede i deres beskyttelses rum, han huskede det tydligt.
Hans mor havde vækket ham tidligt om morgenen, og visket stille i hans øre
at han ikke skulle være bange.

Hun førte ham ned i beskyttelsesrummet og lagde nogle tæpper om ham,
kyssede ham en enkelt gang på kinderne og sagde farvel.

Hvor hun derefter gik langsomt væk fra ham og forsvandt, og nu sad han der
og kaldte.
Der var ikke nogen til at passe på ham længere, ingen til at læse historier for ham
når han ikke kunne sove. Ingen familie ingenting, hans søster
var død, i hvad de voksne kaldte " et færdselsuheld" han forstod ikke hvad det betød,
han vidste bare at hun ikke var der mere.

Peter rejste sig op og kravlede ud af rummet, han kiggede sig omkring der var intet menneske at se,
han gik stille hen imod telefonen.
Stod lidt og svajede og kom så i tanke om hvad hans mor havde sagt til ham dagen før.
"du må ikke ringe til nogen min dreng! det er for farligt der kan være lytteposter overalt!" det skræmte ham lidt.

Han trak sine støvler op over sine fødder, tog trøjen på med stjernen som sad fast på trøjen.
Derefter løb han ind på sit værelse og hentede sin bamse, "så er jeg klar" sagde han med skælvende stemme.
Han knugede bamsen hårdt ind til sin mave og listede udenfor,
den kolde morgenluft ramte ham hårdt i ansigtet, og han knugede bamsen endu tættere ind til sig.

han listede fra bygning til bygning, og vidste at skyggerne kunne skjule ham.
En stærk arm greb Peter og trak ham bagud, "det er farligt herude knægt!" hviskede en dyb mandestemme.
Peter vendte sig hurtigt om, og stirrede lige ind i ansigtet på en kæmpestor mand.
"Kom"
"jeg kan se at du er alene" han kastede et hurtigt blik på Peters trøje.

Peter nikkede, " du er sørme lille lige så lille som min knægt var"
Peter kiggede uforstående på manden,
"han døde af luftmangel" manden smilede sørgmodigt.

Peter kiggede på sin bamse, smilede så og rakte den til manden.
"Værsgo" Hviskede han.