Han sad altid i parken inden solen var stået op. Måske overdriver jeg, når jeg siger altid, men han havde i hvert fald siddet der hver dag de sidste to uger. Han havde sin hund med, og den pustede og stønnede, så jeg kunne regne ud, at han sad på bænken for at give hunden tid til at få vejret igen, før de gik hjem.

Efter at have kigget på ham en lille uges tid gik jeg hen og satte mig på bænken ved siden af ham. "Godmorgen," sagde jeg den første dag. Han gloede på mit jakkesæt og spyttede på grusstien foran sig. Den næste dag svarede han. Efter en uge var vi kommet dertil, hvor vi snakkede lidt om vejr og vind og provokerende kællinger, og han havde endda kigget på mig en enkelt gang.

I går fortalte han mig om sin tilsynsværge. Svinet, som han kaldte ham. Svinet havde lige præsenteret en ny rehabiliteringsplan for ham. Han skulle have sig et job på slagteriet, og han ville bare ikke. Den skjortedreng skulle ikke bestemme, at han skulle arbejde med blod og kød og klamme mennesker. Så rykkede han i hundesnoren, så halsbåndet strammedes, og de gik.

Jeg gav ham min adresse i morges. Gad vide om han kommer. Jeg mangler penge, og de nemme jobs hænger ikke på træerne, hvis man må være så frivol. Høhø. Hænger, den var s’gu god.


Han kom. Han havde tilmed penge med. Ikke nok, men man må jo også kunne klare nogle ting som en vennetjeneste engang imellem. Det giver kunder i butikken.

Jeg har ordnet Svinet nu. Det tog ikke så lang tid. Han havde masser af selvmordsbreve liggende i skrivebordsskuffen, så jeg fiskede bare et af dem op og tog resten med mig. Tror jeg vil læse dem til en god flaske vin i aften. Nå, men han dingler nok stadig. Dingeling, dingeling. Høhø.