Det var snart daggry. Lyset fra faklerne reflekteredes mat i flodens dovne løb, ikke langt væk fra hvor vi stod. Théodreds øjne var smalle og tunge af søvnmangel, men alligevel skuede han utrætteligt mod nord. Mod Isengard.
Jeg samlede min kappe tættere om mig, for at værne mig mod den klamme nattekulde. Den skar i mine muskler, men vi kunne ikke forlade vores post, end ikke for et øjeblik. Til trods for de dragende, varme bål bag os. Spejdere havde rapporteret om en enorm samling af uruk-hai lige syd for Isengards port, alle mærket med den hvide hånd og tungt bevæbnede. Og man skulle være ualmindeligt dum, hvis man ignorerede dem. Det var netop derfor vi stadig var her midt i mudderet og ventede på dem. Der var kommet bud fra Edoras om, at man ikke skulle afsætte for mange mand til vadestedet, men hvis jeg kendte min onkel ret, var det ikke hans vilje. Det måtte være Grímas ordre, og netop derfor havde jeg bedt Théodred om ikke at følge den.
"Fætter..." Hans stemme lød tynd og hæs.
Jeg betragtede ham overrasket. Vi havde ikke vekslet ord i flere timer nu. "Ja," svarede jeg vagt.
"De er tæt på, jeg kan mærke det. Hvor er Elfhelm? Vi har brug for ham snart..."
Jeg trak på skuldrene. "Han befandt sig i hvert fald længere mod vest i aftes."
Théodred sukkede. "Vi er ikke nok til at holde østbredden. Kan du ride ud efter ham?"
"Med det samme," sagde jeg. Jeg bukkede kort og skulle lige til at gå, men pludselig så jeg et lys mod vest. Et blegt skær i det fjerne, der netop var kommet til syne mellem bakkerne.
Mændende bag os havde også set det. De stormede frem mod os, men stoppede hvor vi stod og afventede ordre. Théodred vendte sig og betragtede krigerne. De var alle udmattede og beskidte, men kampiveren lyste fra deres øjne.
”Vi drager mod nordøst for at møde fjenden,” sagde han højt og klart. Han skulle til at åbne munden for at sige mere, men en flamme skød over himlen og landede ikke langt væk. En sort pil med ild i.
Han greb hurtigt om min skulder og så mig skarpt ind i øjnene. ”Skynd dig, Èomer. De kommer!” hviskede han.
Jeg trådte tilbage, og betragtede ham tale til soldaterne. Jeg havde aldrig set ham sådan før. En iver var blusset op inde i ham, og den smittede af på alle der stod i nærheden. Undtagen mig. Hurtigt vendte jeg og løb mod foldene for at finde en hest, mens jeg ignorerede kulden der bredte sig i mit hjerte. Jeg vidste det med det samme: Jeg ville aldrig se ham igen.