År 1946, Danmark.

Efteråret var endelig slået igennem, men krigen havde sat sit præg. Vinden hylder alle de tapre soldater og sender alle de farvrige blade gennem kirkegården med et trist pust.

En smuk hvid kirke, står stort og stolt. Der er 4 minutter til bryllupscermonien begynder. I et baglokale med dæmpet lys, står en kvinde med et tomt blik og stirre på sit spejlbillede i glasruden. Hun betragter sig selv og ser hvordan de smukke klæder og det glamourøse hårpynt har mistet al glans. Klaveret begynder at spille, og det er tid. Man ville bemærke hendes fravær, men hvordan kunne hun se ham i øjene?
Hvordan skulle hun kunne tilgive ham?

Hun så polterabenden for sig igen og igen.
Festen kørte i slowmotion mens hun drak og drak, og drak. Folk stampede i takt til musikken, og lokalet lugtede af parfume og kalkun.

Han kom dansende gennem lokalet, hen imod hende. Hun grinte højlydt da han hev hende op af stolen og ud på dansegulvet. Lokalet snurrede rundt sammen hendes mave, der pludslig kradsede sig på, til advarsel om opkast.

> Jeg bliver dårlig!< udbrød hun, og løb tværs ud af lokalet. Hun kastede sig ned på græsplænen, og holdte hovedet over jorden ved hjælp af sin egen albuestøtte. Han kom hurtigt hen til hende, og tilbød hjælp. Han løftede hende omsorgsfuldt op, gik et stykke, og placerede hende på en bænk.


Hun kunne knapt fokusere på hans ansigt. Park området var mørkt og stille, meget stille. Der var ikke en sjæl, men der var for meget alkohol.

Hun åbnede munden, men kunne intet sige - og hun kunne heller ikke stå. En kærlig hånd strøg hende på kinden og ned til hagen. Den kolde hånd fortsatte ubehagligt, og hele vejen. Hun var ude af stand til at bevæge sig, og han ville ikke høre efter. Et lumsk grin spredte sig på hans ansigt, og det brutale marreidt begyndte.

Hvordan kunne hun dog gå op ad kirke gulvet?
Et hoved klemte sig ind ad dør åbningen > Connie? Alle venter på dig!<
Bruden kan ikke gå op ad kirkegulvet før hendes brudepiger har gået parade- du er den første.