Smile. Trykke hånd. Tale om vejret, og om bus-turen herhen. Ikke noget mistænkeligt der, nej nej.
Nanna kigger sig omkring. Christine står midt i lokalet og fortæller om indholdet af det kolde bord, mens de andre gæster står i en løs kreds. Kim styrer over mod hende, men Nanna "opdager pludselig bakken med velkomstdrinks", og styrer mod det modsatte hjørne. Planen er, at hun lige skal vise flaget, og så skynde sig hjem igen. Bare få det her overstået.
Derhjemme havde hun vendt og drejet invitationen. På den ene side var det tillokkende at tage med. Bare det, at Chris selv havde inviteret! På den anden side ville det blive en raffineret slags tortur. Men i sidste ende blev det behovet for at opføre sig normalt, der vandt. Hun kunne ikke blive væk fra sin bedste vens 30-års-fødselsdag, uden at folk ville undre sig.
Så her er hun altså. Og smiler. Og trykker hånd. Og taler om vejret, og gør i det hele taget alt, for at man ikke skal lægge alt for meget mærke til hende. Og synes at minutterne virker som timer.

"Nej, jeg ved ikke, den er jo flot, og det er da meget skægt at se en film i 3D. Men når man tænker på hvor meget ris man kunne have købt for de penge! Det er jo uansvarligt ikke at tænke på de sultne i Indien og Afrika."
Nanna har stillet sig i ydercirklen af en lille gruppe, og nikker svagt. Hun hører ikke rigtigt efter, men alle de andre nikker, så det skal man vel. Og pludselig står Chris også i cirklen!
"Har I smagt lasagnen? Jeg synes den er specielt vellykket den her gang."
Der bliver nikket igen, mens Chris lader øjnene vandre fra ansigt til ansigt. Da hendes blik falder på Nanna, standser det med et ryk. Øjnene falder i, og læberne begynder at bevæge sig, uden en lyd. Gæsterne i gruppen taler videre om filmen, og kun Nanna lægger mærke til at noget er galt. Hun overvejer, om hun skal tage flugten -- men hvorfor? Og hvad nu hvis Chris er ved at få et hjerteslag eller sådan noget? Nej, hellere blive.
"Smuk som et stjerneskud." Chris har stadig øjnene lukket, og der er tilsyneladende ikke andre, der har hørt hendes sagte ord. "Hun er bare min store kærlighed." Nu lukker Chris endelig øjnene op igen, og ser direkte på Nanna. Først intenst. Og så flakkende. "Sagde jeg noget?"
Bagefter kunne Nanna ikke huske præcis hvordan hun kom ud af døren. Kun at hun rødmede helt op under håret, og helt ned ad ryggen. Afsløret! Og så nu, hvor hun så vellykket ikke havde ladet sig mærke med noget hele dagen.