Jeg så dig dybt i øjnene, men så jeg dig virkelig? Vi havde været sammen i tre år, og det gik jo godt. Vi lå lunt i svinget, begge snart færdige med studiet og strålende karrierer foran os. Vi nærmede os de 30 og vores forældre kom med ikke så lidt hentydninger til en uundgåelig nærmest tvungen kommende familieforøgelse. Men noget holdt mig tilbage, en nærmest overnaturlig fornemmelse af, at noget var som det ikke skulle være. Som om at jeg slet ikke kendte dig, på trods af at vi talte godt sammen om stort set alt. Det sagde du jo. Du havde aldrig haft en kæreste, du kunne betro dig til på samme måde som mig. Du kunne tale i timer, om barndommen, om fremtiden. Det kørte, men min mavefornemmelse fortalte mig at noget var galt. Det var som om, at bag alt det jeg kendte, lå endnu et lag. Den Rikke jeg kendte havde endnu en Rikke indeni, eller måske en helt anden person med et andet navn og en anden mand og nogle helt andre drømme og lyster. Men hvad lavede du så her sammen med mig. Slog du bare tiden ihjel, var jeg blot et ståsted indtil du fandt noget nyt? Det finder jeg aldrig ud af nu, men jeg spekulerer, hvordan kunne du bedrage mig og alle de andre sådan. Havde du ingen moral? Hvorfor fortalte du det ikke? Spørgsmålene hagler ned over mig i alle mine vågne timer, og hjemsøger mig også i mine drømme.
Du lod mig stå tilbage som et måbende fjols. Hvorfor fortalte du det ikke bare? End ikke dine forældre eller dine ældste venner vidste noget. Du er forsvundet, og du har taget din hemmelighed med dig.
Min nye kone ser spørgende på mig, når hun kan se jeg forsvinder. Jeg smiler let hovedrystende til hende, og forsikrer hende om, at alt er som det skal være, ligesom du gjorde. Jeg elsker hende ikke lige så højt som dig, og hun kommer aldrig til at kende det dybere lag du har lagt i mig. Du har gjort mig mistroisk, og jeg ved ikke om jeg nogensinde kan stole på nogen igen. Måske har du dømt mig til for altid at være på vagt overfor andre, og deres hemmeligheder.