”Betjent Johnson has left the building … Det kan de satme bande på … Rend mig!”
Johnson bevægede sit enorme korpus så hurtigt ned af trappen fra politigården, som hans korte kødfulde ben tillod. Han var gal … nej det var ikke det rigtige ord … Han var fandengalemig pisse hamrende tosset.
Sveden piblede fra panden, og trak lange sølvtråde helt ned til den svulmende dobbelthage. Svedperler glitrede som små krystaller i hans sorte mustage. Varmen i Storbyens gader var kvælende, solen brændte ned fra sin position i zenit.
Patruljevognen gyngede, da Johnson nærmest lod sig falde ind på førersædet, lige i rette vinkel til at maven ikke kom i kambulage med rattet. Lorentzen så op, og forsøgte at finde ud af hvilken grad af raseri Johnson befandt sig i. Klog af skade, vidste han godt hvornår han skulle træde varsomt … et spørgende hævet øjenbryn ville tilsyneladende være det klogeste træk.
”Nu begynder de kraft-edme at hive Q-2052´ere ind i tjenesten!” Eksploderede Johnson. Samtlige tænder var synlige i den snerren han sagde ordene i, og spyttet fløj ud til alle sider. Lorentzen tørrede en lille spytklat af med knoen, under det ene øje. Han holdt sin mund (klog af skade) og håbede, at det ville være nok også at hæve det andet øjenbryn.
”Hørte du hvad jeg sagde?” hvinede Johnson.
De små stikkende øjne i det kødfulde hoved, stod nærmest ud af øjenhulerne. Det ville ikke være overraskende, hvis der om lidt også skød lyn fra dem,
”De skal ikke kun være i test-afdelingen mere, de skal ud. Ud i aktiv tjeneste!”
Lorentzen fortrak ikke en mine, og Johnson gav et larmende suk fra sig.
”forstå det nu knægt … De giver dem sku VORES JOB”

I dette øjeblik ville Johnson ønske at de kørte i en gammeldags benzin-sluger. Så han kunne gasse op, lade motoren brøle som en vild tiger, og ligge fra i bedste Hollywood-stil.
Lige som i klassikerne fra år tusindeskiftet.
I stedet trykkede han på knappen, der hvor der engang ville have været plads til en nøgle.
”Velkommen Betjent Johnson, venligst, tag selen på før vi starter”