Talentet

Opgavebeskrivelse

Skriv en kort fiktiv historie som omhandler en hovedperson der besidder et bestemt talent. Bestem selv hvor og hvornår talentet kommer til udtryk, og om teksten skal være humoristisk, dramatisk eller noget helt tredje. Som forfatter skal du ikke afsløre hvad talentet går ud på, lad det være op til læseren selv at fortolke. Du skal så vidt muligt prøve at benytte dig at teknikken "show, don't tell" - "sig det ikke, vis det".

Hendes kolleger sad i personalestuen og diskuterede, da hun kom ind for at holde sin pause. De var ikke ophidsede eller på nogen måde oppe at køre, men hun kunne alligevel med det samme høre, de havde gang i en form for debat. Hun scannede hurtigt rummet for at se, hvor hun bedst kunne sætte sig. Hun satte sig i den røde sofa mellem Laura, som var meget med i diskussionen, og Rosa, som halvt sad og halvt lå i hendes del af sofaen og blundede. Der var kun det hårde armlæn af træ på sofaen, så man kunne erhverve sig et gevaldigt hold i nakken, hvis man lod sig føre bort af søvnen uden noget andet under hovedet. Det vidste hun selv af erfaring. Rosa trak benene lidt til sig, da hun satte sig ned. Helt væk var hun altså ikke. Hun stoppede sin trøje under hovedet på Rosa.
Hun tog sig en kop solbærte fra kanden med de falmede bogstaver THE på, puttede sukker i og rørte rundt. Hun huskede, at Birgitte sad i sofaen overfor, så hun hældte straks en anden kop te op til hende. Hun skulle ikke have sukker, men en lille smule mælk. Hun rakte den til Birgitte, som var blevet overrasket midt i debatten, men kiggede hurtigt op, smilede oprindeligt og sagde tak.
Hun tog sin egen te og tog forsigtigt et lille nip, mens hun prøvede at regne ud, hvad de ikke kunne blive enige om. Det gibbede i hende, da hun fandt ud af, teen stadig var for varm.
Der var endnu ikke fyldt op, men det ville der blive i den anden pause. Hun satte hurtigt kanden med te på den nederste hylde af serveringsvognen, så der også ville være noget tilbage til dem, der kom om en halv times tid.
Nogen havde taget poletter med i dag. Hun tog et par stykker mellem sine fingre og gav automatisk Laura én i en pause i hendes talestrøm, hvor hun skulle trække vejret. Laura fik sagt tak i midten af sætningen, hun nåede at begynde på, inden hun fortsatte uden yderligere pause.
I samme bevægelse, som hun rejste sig for Janne, som umærkeligt havde siddet og ømmet sig i kurvestolen ved siden af sofaen, gjorde hun en fejende bevægelse, som for at vise, at hun bare kunne sætte sig der i stedet. Janne havde dårlig ryg og hun kunne selv sagtens sidde i kurvestolen. Janne aede hende på armen som tak idet hun med et veltilpas suk satte sig.
Med ét gik det op for hende, hvad de havde været uenige om og i en pause mellem ordvekslingerne sagde hun: ”Sigourney Weaver” lige akkurat højt nok, så de kunne høre det.

Skriv kommentar

Besvarelsen Pausen er publiceret 28/03-2010 00:50 af Sara Drejer (PandoraPeace) under skriveøvelsen Talentet.
Version 1 - 28/03-2010 00:50
Besvarelsen er på 450 ord og lix-tallet er 30.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

9 år siden
#1 Mikala Rosenkilde (Mikala)
En meget fin og meget troværdig historie om det diskrete talent for at være til stede, lige når man skal bruge hende. Sådan læser jeg historien. Om den m/k, der altid lige giver et nap, husker at man bruger mælk i teen eller at den og den har ondt i ryggen. Kontorets "mor".

Kan godt lide den underspillede tone. Men er der ikke risiko for at den altid så flinke en dag får en prop?
9 år siden
9 år siden
#2 Sara Drejer (PandoraPeace)
Tusind tak for din kommentar, Mikala! Dejligt, at historien blev forstået og talentet blev set :)

Det har jeg også selv overvejet.. Man kan måske godt frygte, at konsekvensen af at være flink bliver således, men der er heldigvis ingen, der har sagt, at fordi man er flink og ser andre, så glemmer man sig selv. Det prøvede jeg at vise ved, at hun gav sig selv en kop te, inden hun stillede kanden på serveringsvognen f.eks.
9 år siden
9 år siden
#3 peterpedal
Hej Pandora

Jeg forstod den faktisk ikke, men nu kan jeg jo se, at I har afsløret talentet. Jeg ser denne her kvinde der kommer ind og pleaser alle, men jeg forstod blot ikke at det var et talent.

Måske har jeg fået en forkert opfattelse af hvad et talent kan være. At ville please andre vil jeg mene er selvudslettende. "Men kan et talent være selvudslettende?" måtte jeg så spørge mig selv. Men det kan jeg da egentlig godt se, at det kan være. Hvis man spiller professionelt violin, eller cykler professionelt, kan det selvfølgelig sagtens tage så meget over, at man forsømmer en helt masse andre sider i livet. Så et talent kan selvfølgelig sagtens være destruktivt og selvudslettende. Sådan havde jeg bare ikke lige tænkt det, før jeg læste jeres dialog.

Men så kommer mit andet spørgsmål. Selv om et talent kan være destruktivt, selvudslettende, skal det så ikke også være positivt? Det positive i at behage andre har jeg svært ved at se?

Man kan vel ikke tale om at man har talent for at kunne drikke meget alkohol, eller ryge mange cigaretter, eller kan man? Nu bliver jeg godt nok i tvivl om hvad et talent er. :)

Mvh Peter
9 år siden
9 år siden
#4 Sara Drejer (PandoraPeace)
Hej Peter

Tak, for din kommentar og for dine spændende overvejelser :)

For at svare på dit spørgsmål, så ser jeg helt klart noget rigtig positivt i at være der for andre. Jeg bryder mig ikke så meget om ordet "please", for jeg synes, der ligger det i det, at man så for alt i verden vil være der for andre og hoppe gennem ringe for dem, uden at have sig selv særlig meget i det og overveje, om man rent faktisk vil hoppe igennem de der ringe. Eller om man kun gør det, for at "please" dem.
Det, synes jeg ikke, er det samme som hovedpersonen i min historie. Hun er der for de andre, hun er beskyttende overfor dem og tænker i bogstaveligste forstand på dem og vil dem det bedste. Du siger, at du ikke kan se det positive i at behage andre og der må jeg så erklære mig rygende uenig på den mest civiliserede måde ;) I denne historie er det de små ting, men ellers finder der da ikke noget bedre end at gøre andre glade.

Mvh. Sara
9 år siden
9 år siden
#5 Lejsy Storm
Hej PandoraPeace

Det er en god og anderledes fortælling.
HP har tydeligvis et øje på hver finger, og kan tænke ud over egen næsetip. At evne kunsten at tænke på andre end sig selv, det vil jeg mene er et (medfødt?) talent.

Den svære kunst er så at yde denne omsorg over for folk, der er det værd, uden at de misbruger den venlighed, de modtager.

Det har da sat lidt tanker i gang på kommentarbloggen, kan jeg se :-) Og så har du evnet at ramme et spændende emne!

Mvh.
Lejsy Storm
9 år siden
9 år siden
#6 Sara Drejer (PandoraPeace)
Hej Lejsy Storm

Mange tak for din kommentar og for din ros - det er jo altid rart at modtage :)

Jeg synes, du har meget ret i, at det er en svær kunst at være der på den måde for andre, uden at de misbruger den venlighed. Det er jo nok deres (dem, der har det talent) lod i livet, når de nu er mere eller mindre født med denne evne - uden at gå ind i hele diskussionen med arv/miljø :)
Men jeg vil sige, at selvom man sikkert render ind i nogen, som bruger denne persons evne af egoistiske årsager, så er det nok de erfaringer, personen må lære. Og mon ikke, der findes nok gode mennesker i verdenen, at man render ind i mindst en af slagsen før eller siden? ;)

Tak skal du have. Jeg synes selv, det er meget interessant, hvor meget min lille historie om et talent har affødt af kommentarer og tanker :)

Mvh. Sara
9 år siden
9 år siden
#7 peterpedal
Hej Sara

Tak for svar. Ja, ok der er vi så rygende uenige. Det er også fint nok. Jeg læser bare en kvinde, der kommer ind og servicerer folk med solbærte og poletter (lakrids) og tilbyder dem gode stole, som om de ikke selv kan servicere sig selv.

Der er bestemt ikke noget galt med at gøre andre folk glade, helt enig, men jeg synes bare der er stor forskel på om folk bliver vartet op til en fødselsdag eller brunch man har inviteret dem til, eller om man personalestuens daglige lille opvarter-nisse. Det sidste synes jeg i den grad er negativt og pleasende, for hun varter jo 3 personer op.

Jeg synes ikke man skal være egoist, og når jeg går ud og tager kaffe, tager jeg selvfølgelig også en kop med til min kollega, men hvis jeg er til møde med kontoret kunne jeg ikke drømme om at sidde og varte 3-4 personer op. Så synes jeg nemlig almindelig høflighed skifter til en underdanighed, som jeg ikke bryder mig om, og ikke synes er et talent.

Men jeg har selvfølgelig stor respekt for, at du synes det forholder sig på en anden måde. Og når jeg ved med hvilke tanker du har skrevet den, kan jeg selvfølgelig også sagtens se, at du har løst opgaven med show it - don't tell it. :)

Mvh Peter
9 år siden
9 år siden
#8 Endora
Hej Sara

Jeg er helt enig med dig. Peter har selvfølgelig ret i, at det kan være usundt, hvis det bliver til en sygelig, dette behov for at hjælpe andre. Din karakter virker dog afslappet og godt tilpas, så i din fortælling må det være den rene form for omsorg og ikke en unaturlig behagesyge. Helt klart et talent med mangel på påskyndelse.

Hilsen Christine
9 år siden
9 år siden
#9 Endora
*til en sygelig besættelse
9 år siden