Gandalf havde så tit kaldt ham for en tåbelig Toker, og ligemeget hvordan man vendte den bemærkning, syntes den ikke opmuntrende. Pipin var dog ganske tilfreds med sig selv, da han vandrede mod Gondors visne træ…
Solen stod højt på himlen, hvilket fortalte at enhver nogenlunde fornuftig hobbit var midt i sit andet morgenmåltid. (Hvilket igen udelukkede Pipin som fornuftig…) I dag tænkte Pipin nemlig slet ikke på mad, skønt det ganske vist ikke behagede hans mave.
Han var helt opslugt af en genial plan, han i største snilde havde udtænkt her til morgen. Han gennemgik den til mindste detalje og muntredes med at genopfriske Beregonds fortælling.
”Det siges, at Gondors træ engang kunne fortælle historier,” havde Beregond sagt. ”Hver aften efter solnedgang voksede et par øjne frem på træet, efterfulgt af en knortet mund. Alle i Gondor samledes ved træets rødder for at høre om dets historier. Ja, dette træ kunne berette om alt, ligefra lumske drager til storslåede drotte. Træet var ingen ente, og skønt dette, fik det tilnavnet: Enteskjald. Navnet kan skyldes, at træet månedligt behøvede vand fra entefloden. Vandet skulle stamme fra Fangorn, og man måtte ikke give træet mere end en dråbe, da for meget højst sandsynligt ville skade det. På den måde fik træet overbragt en masse smukke fortællinger, som entefloden kendte. Vandet strømmede i dets årer og historierne fra dets mund. Da Fangorn blev mere mørk og mere indelukket, stoppede Gondors folk deres vandring derind. Træet fik ikke mere entevandet, og glemte med tiden at tale…”
Pipin fingerede ved sin vanddunk, der netop indeholdt vand fra entefloden. Vand han i sin tid havde fået overbragt af Træskæg. Han nærmede sig varsomt det hvide træ, som det stod der, badet i solens stråler.
Pipin lirrede låget af dunken, og hældte gavmildt enteflodens vand på træets rødder. Pludselig hørtes en højlydt rumlen fra jorden. Langsomt hævede træet to store fødder op fra plænen. Og til Pipins store forbløffelse sprang to øjne efterfulgt af en mund til syne på træets stamme.
En buldrende røst hørtes fra træet:
”Endelig min fod blev våd
og jeg vådned’ op til dåd!
Prompte vækket af min dvale,
Hør nu blot min fagre tale!”
Pipin gøs. Om end dette træ var mægtigt, da virkede det ganske stort. For stort i hobitters målestok.
”Om jeg vil hjælpe Gondor! Det folk, der for længst glemte at vande mig, for længst glemte mit væsen! Nej jeg vil tage hævn, så alle i Gondor skal bæve for min røst!”
Pipin var stiv af rædsel. Han kunne allerede høre Gandalfs stemme i sit hoved: ”Ikke mere end en dråbe Peregrin! Du har givet ham evnen til at gå, evnen til at skabe mørke! Din tåbelige Toker!”