Deres ivrige hvinen skurrer i ørerne på mig som overdøvende tinnitus, og mine mulige flugtveje er begrænset til døren ud mod idiotiens dødsrute. Porten til styrthelvede.

Det virkede som en fremragende idé da jeg foreslog det, det gjorde det virkelig. I teorien er det fandme kvikt udtænkt, jeg har klappet mig på selv på skulderen i en evighed og kunne sagtens have fortsat. Hun synes, at jeg er håbløst uoriginal og forældet, så jeg traf en beslutning, spontant og ugennemtænkt, og inviterede hende med på en tur gennem skyerne.
Det skulle have været romantisk og det ville det eddersatme også have været, hvis hun havde forstået signalet.
"Skat, hop ud fra en flyvemaskine sammen med mig!"

De har nu udviklet en form for hysterisk, ordløst sprog formuleret i skrig og hvin, og jeg har for længst smidt dem ud fra flyet - mentalt. Jeg lukker øjnene og ser mig selv, Supermands-aura-agtig, løfte dem op i mine arme og kaste dem ud af døren; det føltes godt, befriende.
Hun er bare så glad for at Julie måtte komme med, og det betyder meget for hende at kunne dele denne oplevelse med de to vigtigste mennesker i hendes liv. Hun snakker videre, druknes i støjen fra motoren og jeg nikker, lader som om jeg forstår så ganske udmærket. Jeg er træt af at skulle forstå alt muligt bare fordi mænd er fra Mars og kvinder er fra Venus, hvilket egentlig er en åndssvag metafor. Mars og Venus er begge planeter, så har de da i det mindste dét at snakke om. Mænd er fra Mars og kvinder er fra Stevns, eller sådan noget.

"Er I klar? Alle tre?"
Tøserne hviner bekræftende og jeg grynter et eller andet.

"Skat, skal du noget den 14. maj?"
...og nu sidder jeg i en flyvemaskine med to hystader og et skilt bag ryggen, hvorpå der står: "Gift dig med mig!". Håbløst uoriginalt og forældet.