Øens arme holder mig i et jerngreb. De hjalp mig ud af min mor, løftede mig op, skubbede mig ud på stenene når jeg ikke turde og guidede mig uden om de løse. Øens arme har båret mig fra klippe til klippe og vugget mig i søvn når ingen godnatsange kunne.

Man siger, at Gud, efter at have skabt landene, havde en rest tilbage af det bedste af alting. Et lille stykke af de mest dramatiske klipper, de dejligste skove, det sultneste hav, de mest imponerende udsigter og det fineste sand, som han æltede sammen og kastede så langt han kunne.

Ude midt i Østersøen ligger hun og glæder sig over hvor smuk hun er. Hun kender alle steder på sin krop, hver en farve, hvert et bump og hver eneste af de næsten 600 kvadratkilometer holder hun øje med. Hun sørger for at Ravnedalen er lilla i august, hun holder lyngen i ørerne, ved at han er doven og ellers ville vente til september. Hun kender alle nuancer af hvid, vedhæfter dem hver en strand, hvert et korn og farver Dueodde hvidest, mest for at imponere turisterne. Hun ser til at helleristningerne tager sig pænt ud når de kommer til Nordlandet og hun pudser resterne af Hammershus og ved at menneskene, der besøger ham drømmer sig væk til en anden verden, hvor ridderlighed er kutyme og skjalde gjalder om livet engang. Hun har med vilje sat prisen på is i kiosken urimeligt højt, for at opmuntre folk til at gå ned til vandet og købe i stedet, der er frygtelig hyggeligt. Hun har malet Rubinsøen rød og Smaragdsøen grøn, som farverne i flaget, der aldrig falmer. Hun gør orden i granitbruddet, ved hvor enhver sten skal ligge og irriteres mildt ved børnenes sparken og omrokering. Rokkestenene rokker ikke så meget mere, kun den ene af dem, men hun har haft så frygtelig travlt med alt muligt andet og de ligger nu meget godt.

Når nogen råber i Ekkodalen, vækker hun monstrummet tids nok til at han kan gentage deres ord indtil de bliver trætte af: ”Møller -øller-øller-øller”, og hvis Risebækken har glemt det, så råber hun til ham at han skal fylde på vandfaldene, så de risler som de skal. Hun kalder på tranen og vandrefalken og puster dem i den rigtige retning, så imponerede øjne kan følge deres vingeslag, og hun ophidser Østersøen for at få ham til rigtigt at vise tænder. I konstant stræben efter perfektion sliber hun kirkerne runde og salter sildene på bedste vis, velvidende at ingen serverer fisk som hun. Hendes fangearme er altfavnende, hun løfter mig op, guider mig uden om de løse sten og hun ved hvor højt jeg elsker hende.