Blomsterne står omkring mig. Store, små, i forunderlige former, og i tusindvis af farver. Lyset strømmer ned fra ovenvinduet og solen kærtegner min kolde hud. Mit ansigt er vådt af regnen udenfor. Det er en underlig dag. En regnbuens dag. Jerndøren bag mig er lukket. Låst. Jeg låste den ikke da jeg gik herind, for det kan kun den på den anden side. For at være herinde, må man låses væk, være fanget. Min kjole drypper ned på stenstien. Jeg kan høre lyden, bare som om den er blevet forstærket tusind gange her i stilheden. Jeg kigger på planterne. Planterne som lukker mig inde på stien. Jeg kan se stien fortsætter 5 meter frem før den drejer, og alt der er der fremad, når stien drejer, er et mysterium for mig. Jeg har selvfølgelig hørt historierne. På den anden side af svinget der skulle der være den smukkeste sal. Lidt ligesom et drivhus, bare større. Hundrede gange større. Men man ville ikke kunne se ud til omverdenen igennem glasvæggen, for de ville være dækket, af de skønne planter, og træer, der ville bære de vidunderligste blomster og frugter. Inde mit på stengulvet, i det runde rum, ville der være en trone. En stor trone af guld. Kun guld, intet andet. For mig måtte den føles ubehagelig at side på, uden nogen pude, helt stift. Det skulle alligevel være den blødeste, behageligste, og dejligste trone at side på. Der ville ikke være noget udsmykning på den, den ville være helt enkel. Og den ville vende ryggen til en når, man kom fra stien og ind i salen. Det ville være det eneste i salen. Man kunne selvfølgelig begive sig ind i planterne, ind i det fugtige, og regnskovsagtige mørke, som stadig ville være lidt oplyst, af det gennemsigtige, glas loft. Duftende. Der ville være tropiske lyde, og det hele ville være grønt, og så indimellem, de fantastiske farver på blomsterne. Men man ville fare vild derinde. Derfor vil jeg ikke gå derind, ind i planterne, for jeg ville blive et med dem. Så høre jeg pludselig en stemme, skære sig gennem stilheden. "Kom bare ind der er intet at være bange for" Siger den oldgamle, men dog unge stemme. Jeg tøver, klar til at se det, kun historierne har fortalt mig og går de få skridt rundt om hjørnet, og gisper.