Min mormor elskede lyserød, men på hendes soveværelset, var det duften, der ramte én før de lyserøde farver.
Hun havde et lille bord med gamle parfumeflasker af glas og en lille rund hvid pudderæske. Denne æske fik hele værelset til at dufte. Da jeg var lille, tror jeg mest, jeg betegnede duften som en lyserød duft; en duft at blomster måske.
Væggen overfor døren var skrå, men der var lavet en afsats med et yndigt lille vindue. Fra vinduet kunne man ikke se så meget af gaden, det ellers vendte mod. Et stort ahorntræ skyggede nemlig for udsigten, men dets lysegrønne om foråret og sommeren, gjorde sit til at værelset føltes hyggeligt. Tynde broderede gardiner faldt ind foran gardinet, og med årene var de farvet mere i en mere gullig farve end deres oprindelige hvide.
Mod den højre væg var hendes seng, og mod venstre gæstesengen, som jeg havde brugt et par gange. For det meste sov jeg bare i hendes seng, da den var blødest og varmest i det lille tiltider kølige værelse. En lille lampe var pladseret lige over hovedgæret, og jeg plejede at læse anders and blade i dens skær, men man skulle passe på, når man ville slukke den, for den lille runde lampe blev meget hurtigt meget varm. Om natten kunne man høre hendes lette snorken, der nu slet ikke var så slem, som hun selv troede, og det var for mig bare beroligende.
Sengetøjet duftede af hende; af hendes vaskepulver og måske af den mad, hun lavede eller de cigaretter, hun røg; dog aldrig i dette værelse.
Værelset havde en lyserød og blomstret dug over det lille bord med parfumerne, ellers var der ikke andet lyserødt på værelset. Men det var hendes yndlingsfarve, når jeg spurgte, og det var for mig altid min mormors lyserøde værelse.