Jeg så glad på hende, så yndig og fin. Hun lå i sengen med sit store brune hår ud til siderne. Hendes brystkasse hævede sig, når hun trak maven ud og ind, og hun havde et smil på læben. Det måtte være fra i går. Jeg aede hendes kind et øjeblik, før jeg rejse mig og gik ud I køkkenet for at lave morgenkaffe. Jeg dækkede bordet med det fine porcelæn, de røde servietter og den hvide velourdug. Så satte jeg mig ned, ventede på at hun kom.

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg havde sat på stolen, men mit ansigt lå begravet i tallerkenen. Jeg gik hen mod soveværelset, for at se om hun var vågnet. Jeg følte mig pludselig nervøs – også fordi vejret udenfor var begyndt at blive gråt. Jeg banede mig vej gennem de hvide gange, og op eller også var det ned af en trappe, det lagde jeg ikke mærke til. En dame i hvidt tøj smilede til mig, lige før hun gik ind på et værelse. Jeg kiggede på døren og så at det var her hun lå. Jeg fulgte efter damen ind i værelset. Der lå hun med sit yndige brune hår, men jeg fornemmede at der var noget galt. Hun var pakket ind i en kasse foret med hvidt silkestof og hendes hoved hvilede på en lille pude. Hvorfor lå hun mon på den måde? Hvorfor var alting hvidt?

Den hvide dame klappede mig på skulderen, og spurgte om der var noget jeg havde brug for. Jeg kunne i alt fald bare sige til. Så gik hun.

Jeg satte mig på hug ved siden af kassen og greb fat i hendes hånd. Den var kold og nærmest våd. Jeg fik pludselig et chok. Det gik op for mig hvad der var sket.