Jeg kiggede skræmt ud af det lille vindue, vi var helt oppe i skyerne. Jeg kunne allerede mærke hvordan vinden ville føles mod mit ansigt, når jeg kom ud med mine to venner. Hvad nu hvis jeg glemte at trække i faldskærmen? Hvad nu hvis jeg blev lammet af skræk? Hvad skulle jeg så stille op? Tankerne fløj rundt i hovedet på mig. Jeg ved ikke hvad de andre tænkte, de smilte bare og stod klar ved døren.

I det samme kom træneren hen imod os, og spurgte om vi var klar. De andre sagde at selvfølgelig var de det. Jeg nikkede bare, turde ikke sige hvad jeg i virkeligheden mente og følte. De var mine venner, men jeg kunne ikke sige at jeg ikke havde lyst. De havde betalt min tur, og det var ikke ligefrem gratis.

Jeg bakkede lidt bagud for at prøve at vise at jeg var usikker på det. Jeppe rynkede brynene og så forundret på mig. ”Har du fået kolde fødder?”

Jeg nåede ikke at besvare spørgsmålet, det gjorde han selv. ”…Men det er der jo ikke noget der hedder. Det her koster kassen, makker!” Han nev mig i armen, ville have mig hen til sig.

Mikkel gentog hvad Jeppe havde sagt, måske for at overbevise sig selv, jeg ved det ikke. Så tilføjede han: ”Pigerne synes vi er seje, hvis vi gør det. Husk det.”

Jeg rystede på hovedet, i takt med at de andre var begyndt at klappe. De var helt oppe at køre, der var kun få minutter til. Træneren tjekkede om vores udstyr var i orden, og spurgte igen om vi var klar. Han grinede med, og jeg følte jeg blev nødt til at følge tropperne.

”Jeg tror altså ikke at jeg vil…” fik jeg fremstammet minuttet før afgang. ”Jo da, tøsedreng!” begyndte de andre så at råbe. Jeg vidste at jeg nok bare hellere måtte gøre det. De ville ikke lade mig slippe. Og hvis de gjorde, så ville de kalde mig tøsedreng resten af mit liv, måske noget endnu værre. Min hånd var begyndt at ryste, jeg kunne ikke selv styre den. Den ville heller ikke.

Pludselig skete det bare, jeg var ude i en kraftig vind, der fik mine øjne til at løbe i vand. Jeg havde fortrudt.

Det gik op for mig at de aldrig havde været mine venner.