Har man én gang set en kværket kvinde, så har man set dem alle: den slapt udhængende, blå tunge, de udstående øjne og de rødviolette kvælningsmærker på halsen.
Kvinden sad mærkeligt forvredet på sit toilet, stivnet i rigor mortis og med bukserne nede omkring anklerne. Det var helt klart tale om et overraskelses-overfald, og alt pegede på ægtemanden, en rig libaneser fra Vesterbros pornomiljø med bibeskæftigelse som halalslagter.
Drabskommisær Wulff var sikker på, at han havde de tekniske beviser, men han fandt det påkrævet at gøre en bemærkning om gerningsstedet.

Dette var en badesal i kæmpevillaens kælderetagen, 110 kvadratmeter, designet af ’Water Palace’. Firmaets diskrete logo fandt han på den hvalfisklignende, gule spa, bruser-søjlerne og den finske badstue. Men også på bar, diskotek og den godt 200 tommer store fladskærm, ja selv liggestolene. Lige nu var det svært at forestille sig party-stemningen blandt de halvafklædte gæster. De sorte marmorvægge genspejlede den kværkede kvinde. Men for blot tolv timer siden havde selvsamme fliser drevet af fugt og alkoholiske dunster.

Baderum var i de velhavende kvarterer gået hen og blevet det nye værested, stedet hvor familielivet trivedes, men også stedet, hvor man dyrkede intim omgang med sine venner. Her fandtes alle former for raffineret 'water-equipment' på varme flisegulve med let adgang til mad og drikkevarer. Tøjetikette: nøgen hud diskret tildækket.

Men folk legede med ilden. De forstod ikke toiletrummets fundamentale psykologi. Dette enrum - helst vinduefrit og aflåst - var bygget for at inddæmme al den skyld, skam og indeklemte drift, som er forbundet med, at man smider bukserne og tømmer sig for lort, pis, bræk, sperm og menstruationsbind (prøv at gøre det udenfor, og føl efter).
Men at åbne op og gøre toilettet til fællesrum, det var at lege med ilden. Når de rige henlagde deres parties til overdimensionerede baderum, så skulle det nærmest gå galt.

Som politimand havde Wulff ofte læst rapporter om badeparties her i whiskybæltet nord for København, idet sådanne tit udviklede sig voldeligt. Badesale indebar en mere nøgen omgang med andre - ikke kun rent fysisk - men også følelsesmæssig. Den fashionable badesal var det suveræne værested for de stenrige, som ønskede sig ’tilbage til naturen’ uden at få jord under neglene. Her kunne den nøgne abe slå sine kolbøtter.
Almindelige mennesker måtte indskrænke sig til den fornøjelse, man kunne få ved at låse firmatoilettet indefra -’don’t disturb’- det gentagne problem ved alle personalefester.