Kun havets brusen kunne hun høre. Byen var utroligt stille i dag. Urets store viser pegede på ked og den lille på somhed. Butikken var tom og havde været det hele dagen.
Hun var næsten færdig med sit sudukohæfte, da hun hørte den lille klokke over butiksdøren. Men det var jo Karsten og Lone! Og efter alt at dømme var Lone vidst gravid igen. Svigerdatteren tørrede sveden væk fra sit ansigt, da hun trådte ind i butikken. Hun lod sin mand, Karsten gå forrest. De måtte have frygteligt travlt, for Karsten havde fortalt, at han var startet på sit nye arbejde, og der skulle vist være en del at lave. Siden hun var flyttet til Løkken, var det ikke meget, hun så til sin søn og svigerdatter. De boede godt nok også i den anden ende af landet, så hun var trods alt glad nok for at de viste sig engang imellem. Men de kunne nu godt ringe noget oftere, men pyt, for hvad gjorde det, når nu bare de kom engang imellem. Og så i dag - på helt uanmeldt besøg. Deres barn var ikke med dem, så hun måtte være løbet i forvejen og have købt sig en is. Hun var trods alt også snart syv år. Ja tænk sig, som tiden dog gik, mens hun bare arbejdede her i Røde Kors butikken.
Karsten og Lone nærmede sig hende med hastige skridt. Karsten smilede et anstrengt smil, men hun kunne godt se, at der var noget galt. Lones ansigt var ikke dækket af sved, men af tårer. Det første den gamle dame hørte sin søn sige var ordene, hun ikke ville høre. Så hun hørte det ikke, hun hørte det ikke! Hun hørte ikke om hvordan pigen var blevet kørt ned. Hun hørte det ikke. Hun ville ikke høre. Så hun hørte intet. Kun havets brusen kunne hun høre.