6.45, så varede det ikke længe før én kom og skiftede hans tæpper, samt de oftest gennemblødte underbukser, hvis størrelse let kunne forveksles med ski-underbukser. Han korsede sig over deres latterlige regler. Reglerne medførte varmt undertøj, hvis de nu faldt hjælpeløst ud af sengen. Ja sengen, som havde to tykke jerngreb om disse hjælpeløse gamle stakler. Sengen, bestående af minimum 10 tæpper og 14 dyner, som med lidt snilde kunne rives med ned, hvis man nu skulle få sin hjælpeløse krop forvildet ud over jerngrebet. Næh, han rystede møjsommeligt på hovedet idet hjemmehjælperen kom ind ad døren, iklædt sin afvaskede neutralduftende kittel. Hvad skulle de i grunden med en kittel? De var jo ikke læger, eller sygeplejersker og de store lommer var oftest kun fyldt med kuglepenne eller smøger. Hvorfor var hendes kittel rødmosset? Måske hun ikke engang kunne vaske tøj! Hvalp!

Hun så på ham med et melankolsk blik og gik i gang med dagsrutinen. Puffede puden og tjekkede nattens urinforløb. Intet uheld denne gang. Så var han da ikke skyld i flere sure miner. Måske hun hadede jobbet? Han ønskede at opmuntre hende. Mon hun havde mand og børn? og gad vist om dette, kun var en midlertidig beskæftigelse?

Han kom hurtigt tilbage til virkeligheden, da hun med klangløs stemme sagde ”Så skulle du være fin indtil middag”. Havde hun sagt mere? Næ hun havde vel for travlt, sikke noget.
Han gryntede og vendte sig besværet om. Til sin overraskelse så han, at jerngrebet var nede. Hun måtte have glemt det i sin iver. Forsigtigt listede han sine ben udover kanten, det var en tid siden at han selv havde rejst, men mon ikke det gik. Med et dropstativ imellem de rynkede hænder, gik han med museskridt mod værelsesdøren. Efter nogen tid tittede han frem i stueindgangen, der var lyst og smukt, mon mor havde bagt morgenbrød?

Sofaen stod nær døråbning, så blev den næste mål. Han sad længe og følte sig som herren i huset, indsnusede møblernes og den lette vindues-brises duft.

Han for sammen da hovednøglen lød fra hovedindgangen, han måtte tilbage, ellers skældte de ud. Og så i hans eget hjem! Han skyndte sig, med hænderne om sin kære stål-hjælper.
12.00, tid til den daglige sammenkomst. Hans datter så nedtrykt på ham ”far…det er Hanne?”. ”Ja, det kan jeg da godt se barn!”. Men hvorfor havde hun dog den grimme røde kittel på.