"De -er - væk." gispede han og munden lukkede sig ikke efter ordene. Den var nødt til at hjælpe næsen med at skaffe ilt til det hamrende hjerte.
Han følte sig varm og mens ørerne stadig lyttede efter de sidste fodtrin, de sidste vrede og forpustede stemmer, længtes han efter vand. I stedet lukkede han alligevel læberne sammen og sank en smule spyt, før han så mod kvinden, han var på flugt sammen med.
Hun havde sat sig ned, med armene ind mod sig, men hun så vist nok på ham. Hendes vejrtrækning var hurtig og øjnene opspilede.
"Har du det godt?" spurgte han og satte sig på hug over for hende.
Hvad var hun mon for en fisk? Han kendte hende jo egentlig ikke. Havde kun set hende nogle få gange, hos mor på besøg og når hun hentede vand eller vaskede tøj. Han vidste hun hed Yasmin og var lidt ældre end han selv.
Og han vidste at ingen fortjente den skæbne de arrige, afstumpede mennesker havde tænkt sig, hun skulle have. Hun skulle ikke prygles, rammes af sten og halvdød slæbes af sted til tortur og henrettelse.
Så klart havde han vist slet ikke tænkt, før han handlede, men det var lige meget. De tanker var den sum, der havde drevet ham til handling og bragt dem begge her hen, til en af de huler, han kendte.
Lydia tog en lille dunk frem fra sit bælte og drak af den, før hun endelig talte: "Det går," sagde hun og tilføjede: "Der er mange idioter til."
.Hun rakte dunken frem og han greb den grådigt, men tvang sig til kun at drikke to små slurke, for den var næsten tom.
"Ja, der er mange idoter," sagde han så.
Hun tog dunken, spændte den ophyggeligt på plads og lod to fingre stryge over skæftet på den dolk, der også hang i bæltet.
"Du er en af dem," snerrede Lydia.
Med et snuptræk holdt hun dolken mod hans ansigt, så odden næsten skar i hans næse.
Hans hånd stivnede på vej mod den dolk, han selv gik med.
Et øjeblik stod alt stille omkring dem.
Små røde gløder ulmede i hendes mørke, rødrandede øjne.
Galskab eller ondskab?
"Sid helt stille, din idiot, og fortæl mig, hvordan man maner dæmoner frem."
Han stirrede forbi hende.
Gennem grenvæggen så han to dæmoner grine lydløst.