Havde hun kunnet, ville hun afgjort være kravlet op på den lidende Kristus’ kors, for at stjæle naglerne til sine egne hænder og fødder. Det var han sikker på.
’Årh, ti stille! Kravl ned!’
Hun skulle altid have udelt opmærksomhed… Kragen.
Brummede lidt, sad henslængt på den ukomfortable kantinestol og kunne ikke undgå hendes tudende nasale hornblæsen af aldeles ligegyldigheder. Sladder. Skulede til hende imens, vovede ikke ordene, for kendte hende for godt.
Hvorfor pokker skulle det være med påhæng i år?? Havde set frem til sild og ris à la mande uden at kløjes i kvælende trykbølger af lyd fra netop hende.
Ville meget hellere bare… ja… meget hellere… savnede ham.
’Elsker dig ss’
Ikke sagt højt, kun sms, men lød højere end havde han skreget det ud. Nok fordi det var første gang, ordene havde lydt – eller ikke lydt, det var jo dét.
Hvorfor kunne han ikke gengælde ordene – ikke til kragen, nej – men til ham, der sendte så smukke sms’er, at man kunne sanse hele hans lidenskabelige væsen gennem Nokia’s tekst?
'Alexander…’
Ham, man elskede. Ham, som ikke var der. Ham, hvis hånd det var så svært at holde, når andre så det. Måtte ikke se det. I stedet stadig erstattet af uforståelig plapren og skarpe vingeslag, fra fugleskræmslet ved siden af.
Han sukkede nu, sank længere ned i sædet, lagde armene over kors og håbede et øjeblik på, at Vorherre ville have medlidenhed med kragen og bare banke naglerne fast, så hun… og hun kunne gemme sin præk om kravlenissers nødvendighed væk, hvor hun selv kom fra.
Så rundt, skulede igen. Skjult, men han var der ikke, havde ikke tilmeldt sig i aften. Vidste udmærket hvorfor.
’Hold mig i hånden, Jonathan.’
Nej… kragen havde sin klo for godt boret ind i magens kød, holdte ham fast med ungers skræppen. Så nej, Alexander; du må nøjes med Nokia, nattevandringer og stjålne kys, når kragen kredser andetsteds end over mig.
’Elsker dig ss’
Var Alexander mon kun hans egne nagler? Eller måske alligevel vand til vin…?
Han rejste sig – egentlig knap selv bevidst om det – resolut endda. Så for en gangs skyld med beslutsomhed i sit midaldrende blik, ned på kragen, der tav af ren og skær forundring over hans tiltag. Hans uventede ord rungede gennem personalekantinen, og lod en mand rejse sig af asken.

”Elsker ham ss!”