Jacob gloede på resterne af den sydvendte ruinvæg, hvorpå den røde farve næsten var ved at størkne. Det sved stadig i hans håndled, hvor den rustne foldekniv havde efterladt dybe, ujævne ridser. De ord han havde læst op fra det sammenkrøllede pergamentpapir, lod stadig til at hænge i luften over pentagrammet, der var tegnet med kridt på det mørke gulv.
"Hva' mener du?" sagde Jacob pludselig og kiggede til siden. Han havde ikke taget sine piller i en uge nu, og han omfavnede den nyfundne frihed. Men stemmerne... Stemmerne talte til ham. Igen. Som en dyb telepatisk forbindelse, kommunikerede Jacob med dem... og en gang imellem kunne han også se dem. I nat var det en ældre mand med langt gråt skæg. Han lignede næsten Gandalf fra "Ringenes Herre", dog uden det milde blik i øjnene. Faktisk havde han slet ingen øjne. Men Jacob var ligeglad - selskab var selskab, selvopfunden eller ej.
Og snart ville alting ikke være så ensomt mere. For uden sin mor var Jacob alene... Men i aften skulle hun komme tilbage. Tilbage til ham. Han savnede hendes kram og fortrøstningsfulde ord... Dette var hans sidste mulighed for et liv med kærlighed... Men han havde aldrig praktiseret sort magi før, og da slet ikke nekromantik.
En natsort sky sejlede henover månen og druknede næsten alt lys i ruinen pånær dét fra hans stavlygte. Jacob kom dinglende og usikkert på benene fra sin siddende stilling og kiggede endnu engang flygtigt på den øjenløse, gråskæggede mand i hjørnet. I det samme begyndte en ugle at tude i det fjerne og stavlygten begyndte at blinke i en hurtig, ujævn takt. I de korte lysglimt nåede Jacob at kigge op på væggen, som han havde tværet sit blod ud på. Der stod tre ord med hans blod lige pludselig... Men Jacobs tankerække blev afbrudt af en kalden fra kirkegården ikke mere end fem-hundrede meter væk.
"Jacob..."
"Mor..." hviskede Jacob. Pludselig syntes han, at hans ben blev til gelé, og før han vidste det, lå han på gulvet... Af en eller anden grund kunne han ikke bevæge sig. Langsomt travede den imaginære mand hen til Jacob og en telepatisk stemme ringede:
"Du blev advaret"
Tilfældigt fik Jacob kigget op på væggen i lysglimtene med de tre blodige ord. Der stod QUID PRO QUO... 'noget for noget'. Og da det gik op for Jacob, hvad der foregik, hviskede oldingen:
"Øje for øje, tand for tand, du skal nu leve i flammernes land"
Jacob stivnede, da hans hjerte stoppede og i det samme rakte manden sin benede hånd ud og trykkede Jacobs slappe håndflade... knoglefingrene gravede sig ind i Jacobs hud. Han var IKKE en hallucination?!
"En sjæl for en sjæl", hviskede knokkelmanden.