Røgen stiger op, snor sig i morgenstundens blide vind. Danner figurer, der kun findes i fantasiens verden. Som aldrig vil eksisterer uden drømmens blik.
Ikke en gnist er tilbage, ikke en flamme. De er som blæst bort med vinden, kun mindet er tilbage. Kun frygten genspejles i de knuste ruder og det afsvednde græs. Tårerne er borte, gemt væk i hjertet, hvor de drypper. De drypper hver gang en sjæl er ensom. Hver gang en latter forstummer.
Hun ser huset. Ser, hvad der var. Hvad der forsvandt. Øjnene ser det, hjertet benægter det. Hvorfor nu? Hvorfor hende?
Bjælker ligger spredt rundt i haven. Bjælker, der før havde dannet et hus. Bjælker, der før havde dannet et liv. Disse bjælker brændte bort sammen med alt andet lykkeligt. Så let kan verden rives fra hinanden. Nu er verden mørk som mareridtet.
Hun trasker lidt rundt. Ser på fortidens smuldrende fundament.
Mindes, hvordan mennesker engang vandrede her. Hun kan høre deres stemmer, når hun lukker øjnene. Hun husker, hvordan fuglene sang i træernes svajende toppe. Disse toppe, der altid stod i fuldt flor. Altid duftede af glæde …
For længe siden badede børn i dammen, plaskede rundt og lo. Dammens vand var klart, éns sjæl kunne spejle sig déri. Nu er den mudret, glemt, overset. Skyerne har det med at dække for solen.
Ja, solen. Dens stråler når ikke at kaste glans over det gamle hus. Strålerne synes at være tiltænkt andre. Hun synes, det er uretfærdigt. Hun synes, skæbnen er for hård. Måske har hun ret. Måske ikke.
Den gamle skorsten ligger i græsset. Der gror mos på dens sider og flere af murstenene er faldet af. I forsvunden tid havde den sin storhed. Storke byggede reder i den, husets beboere vågnede op til deres knebren. Dengang blev der aldrig tændt op i pejsen. Røg slap aldrig ud af skorstenen.
Hendes blik fanger forandringen, hun skuer den stigende røg. Røgen stiger uden mål eller bestemmelsessted. Stiger, blot for at stige. På samme måde synker hun. Synker uden mål eller bestemmelsessted. Synker, fordi oprejsning er for hård.
Bare man kunne blive til røg, tænker hun. Bare man kunne snog sig op over skyernes dække.
Det kan man ikke. Kun drømmen svæver så højt.