Hun lå i sneen. Intet fnug faldt længere fra himlen, og dagen var på hæld. Jeg stod og så på hende. Der var intet, jeg kunne stille op. Hun var borte, og jeg kunne intet gøre, ikke hente hjælp; kunne heller ikke forlade hende. Så i stedet satte jeg mig ved siden af hendes livløse krop. Hun havde lukkede øjne, og hendes hud var blålig. Men det skræmte mig ikke, og jeg fandt, at hun så ganske fredelig ud.
Måske var hendes skæbne ikke så slem alligevel. Hun havde jo talt ganske længe om at dø, og selvom hun endnu ikke var så gammel, så forstod jeg hende godt.
Vi var jo gået sammen ind i skoven. Hun havde taget kniven med og svoret sin kærlighed til mig, inden hun havde skåret sig med sit våben. De røde bloddråber havde farvet sneen omkrig os, men i vinterskovens stilhed, var hun blot langsomt og lydløst faldet om. Jeg så hende falde, og jeg følte pludselig, at det hele var forkert. Jeg var blevet bange. Men da så hun på mig en sidste gang.
"Vi skal være sammen for evigt, det er ikke noget at være bange for,"
Jeg havde sørget over hende, mens hun udåndede, og jeg tænkte på, hvorfor vi havde taget denne beslutning.
Ingen forstod, at vi elskede hinanden, fordi vi ikke kom fra samme verden og derfor aldrig kunne være rigtigt sammen. Hun var nu så smuk som altid, og nu var hun blevet foreviget.
Natten var kommet og med den kulden, men jeg følte den ikke.
Hun var væk nu, og intet var gået, som vi havde håbet og troet. Atter var vi i forskellige verdener, og atter var jeg alene.
Jeg havde været det før, men siden hun havde fundet mig og jeg hende, havde vi altid haft hinanden at tale med, at holde af, at elske. Men ingen forstod det. Alle kaldte hende for vanvittig, skør.
Hun havde råbt af sine spottere, og det havde ikke hjulpet noget.
Jeg forstod dem godt, for hvordan hun kunne elske mig, havde også altid været fantastisk i mit sind. Men det havde hun dog, og nu skulle vi have været sammen, bare hun og jeg.
Sådan var det blot ikke, for selvom min krop lå i jorden under hende, så var min sjæl forsat på jorden over og i den verden, vi troede, vi begge kunne slippe og være sammen for evigt.