I blandt det duftende opvaskemiddel og de klirrende tallerkener stod hun pludseligt og tænkte tilbage på sin brudekjole. Det havde været en tid med løfter og med rigtige følelser dengang.
Tiden med brudekjolen.
Ikke som nu, hvor hun var porcelænets fange. Hun havde troet at hun ville nå utroligt højt, men hun havde ikke rakt højere end fedtpletterne på toppen af emhætten.

En genstridig plet på et glas bragte hende tilbage til nutiden. Den kom endelig af, og hun stillede den til tøring.
Næste glas.
Vinduet foran hende var åbent, og en blid brise besøgte hende engang imellem. Det varede ikke længe før hendes tanker atter var i det forgangne. Hun huskede på den flotte smoking, som havde stået ved siden af brudekjolen dengang; så rank og flot, som på mannequinerne i butikken. Den dag havde smokingen gået fra det perfekte omrids inde i kirken til den krøllede bunke, som var blevet smidt på gulvet i hotelværelset. Nu hang den bare i et skab. Helt støvet og et par numre for lille.
Han havde lovet hende så meget dengang; Om hvordan de ville opnå alt, rejse overalt og selvfølgelig at de ville elske hinanden resten af livet. Dengang havde hun giftet sig med en ambitionsrig mand.
Nu var hun gift med en fidusmager, som sprang fra det ene usuccesfulde projekt til det andet.

Et chok fra sønnen i dørkarmen fik hende til at tabe en tallerken på gulvet. Han så skræmt ned på den smadrede tallerken, men hun smilede bare til ham, at det ikke gjorde noget. Han smilede tilbage og fortalte at han gik ud for at spille bold med farmand.
Hun nikkede.

Nu løb far og søn rundt på græsset udenfor det vindue, som hun stadig vaskede op foran. En bold sprang frem og tilbage mellem benene på dem. Engang imellem ville hendes mand vælte ned i græsset med vilje, for at lade sig tabe. Han kiggede ofte op på hende, når han gjorde sit lille stunt. De smilede til hinanden, og hun blev ramt af en følelse, som efterhånden var velkendt.

Måske var de ikke den rigeste familie i verden. Og måske ville hun for evigt forblive en husmor i lille Danmark, uden at have sovet under fremmede himmelstrøg.
Men de to glade ansigter ude i græsset forsikrede hende om, at det tredje løfte nok skulle holde.
Og pludselig, så var den opvask også ordnet.