Der holdt allerede to politibiler og en lægeambulance foran huset, da Jørgen drejede om hjørnet. Han havde hørt larmen fra sin lænestol, hvor han havde siddet og tænkt de sidste par timer. Han blev nærmest drevet ud af døren, og kunne herefter følge larmen to gader ned og rundt om hjørnet. Han kendte godt parret i det store, eventyrlige hus på Hjortensgade. Lars havde været en succes siden gymnasiet, igennem universitetstiden og havde efterfølgende haft sit navn i avisen mange gange. Han var vist en slags forretningsmand. Ulla havde han mødt i forretningsøjemed, og selvom Jørgen altid havde mistænkt deres ægteskab for at være et fornuftægteskab, var det dog et godt et. Hvilken ugerning var nu gået for sig her? Der var trukket gardiner for de store, firdelte vinduer, men døren ind til den store hall var åben. Havde det ikke været for afspærringen ville han have gået ind og præsenteret sig som pårørende. Jørgen skjulte sit ansigt under kasketten efterhånden som flere folk stimlede sammen udenfor. Han lod et par sten rulle frem og tilbage under sin ene sko, og kom til at klukke lige så stille. En dame ved siden af ham vendte sig væk fra huset, og mod ham. Hun havde hørt det, og hans bevægelser frøs fast som et dyr i skovens søndagstrafik. Hvad havde der nu været galt med at leve som husmor sammen med Lars? Katrine havde da aldrig haft noget i mod det, og det var ikke engang sammen med Lars. Katrine havde da fundet sit kald, ja sit livs lykke om man vil, og han forstod jo nok at rose hende, når hun havde gjort det godt. Og havde hun ikke smilet ved det? Katrine døde for snart mange år siden. Midt i køkkenet var hun faldet om. De skulle ellers have haft kødrand med kogte grøntsager, og han ville have rost hende til skyerne.