Jeg stoler altid på mine drømme. Det sidste formelle besøg hos lægen er blot en formalitet. Jeg føler mig underligt afklaret, for jeg ved allerede, hvordan det ender. Livet ender med døden. Jeg har aldrig tænkt over det før, for jeg har altid følt mig uendeligt levende. Vital i ordets mest udtalte form.

Over for mig sidder en kvinde fordybet i et ugeblad. Jeg har altid selv holdt mig fra bladene i venteværelset. Min store angst for andre menneskers bakterier. Men de bakterier virker blot uskadelige nu, set i kontrast til min egen indre slagmark. Kvinden ligner lidt min mor, da hun levede. En kvinde der udstråler en stor indre styrke, men hendes øjne er fyldt med tårer. Hun gemmer sig bag bladet, men det har den modsatte effekt, for ingen i rummet kan være i tvivl om at tårerne triller ned ad hendes kinder.

Manden ved siden af mig sukker tungt, og jeg har ikke set ham bevæge sig siden han satte sig. Han virker som om han stirrer paralyseret på en plet på væggen og udsender klare signaler om, at han ikke vil tale med nogen. På min anden side sidder en ung kvinde og hvad jeg formoder er hendes kæreste. De smiler lykkeligt og jeg tager ham i at kaste stjålne blikke ned mod hendes mave. Men jeg fornemmer også, at de kan mærke den trykkende stemning i venteværelset, for de er tavse og sørger for ikke at se nogen i øjnene.

I venteværelset er man privat. Jeg ville aldrig blande mig i de følelser, der flyder rundt i rummet. En stemning gennemsyret af frygt, nervøsitet, angst og forventet glæde. Det handler om gensidig respekt. Den tavshed, der fylder et venteværelse. En uskreven moralsk lov om at man i dette rum er privat, selvom alle hører ens fulde navn blive råbt op.

Min drøm dukker op dybt nede fra bunden af mit sind. Min elskede Thomas, der smiler og lover mig, det nok skal gå. Jeg må ikke frygte det uundgåelige. Bare ham og jeg. Han ser stadig ud som han gjorde den frygtelige dag for længe siden.

”Hr. Frandsen?”

Min unge kvindelige læge smiler nervøst til mig og guider mig venligt ind på undersøgelsesværelset. Hun beder mig beder mig tag plads på stolen ved siden af hendes skrivebord. Jeg sætter mig ned, trækker vejret dybt og forbereder mig på at høre min dom…