Hun ligger helt stille i sengen. Det har taget timer at finde en stilling at sove i og hun er nu mere fysisk udmattet, end da hun gik i seng. Nervøsiteten smyger sig om hende som en tyk, kvælende dyne. Hun har en tid hos lægen i morgen, hvor hun skal have de sidste prøvesvar. Lægerne har endnu ikke fundet ud af hvad hun fejler, hvilket skaber hendes angst. Angsten for at dø. Hun hoster og føler, at hun har svært ved at trække vejret. Rummet i sig selv føles pludselig kvælende, som om der mangler i ilt i den luft, hun indånder.

Døden ser ind gennem kvindens vindue. Hun ligger stille, men hendes øjne er udspilede. Han ved, hun kan mærke, han er i nærheden. Han ser opmærksomt på kvinden og tjekker flygtigt pergamentet i sin hånd. Kvindens navn står øverst. Han træder gennem væggen og står ved siden af hendes seng. Hun vil ikke kunne se ham, for det menneskelige øje er ikke skabt til at se en eksistens som hans. Alt hun vil kunne se er et skarpt lys.

Hun hiver efter vejret. Gennem sine øjenlåg aner hun en ændring i lyset på soveværelset. Tør hun åbne øjnene? En pludselig kulde sender en strøm af lykkelige billeder fra hendes liv gennem hendes sind og får hende til at slappe af. Fyldt med en intens glæde og følelsen af selve livets essens, åbner hun øjnene og drager sit sidste suk.

Døden fjerner hånden fra kvindens pande. En pludselig indskydelse får ham til at tjekke navnet på pergamentet igen og han stirrer på det øverste navn. Det er slet ikke hendes navn. Hans øjne passerer ned over sedlen og finder hendes navn nederst på listen over modne sjæle. Han ånder lettet op. Heldigt, så behøver han ikke arbejde over i aften. Det kræver så meget papirarbejde at få tilladelse til en genoplivning. Han høster hendes sjæl og navnet forsvinder fra listen. Natten er endnu ung og hans kvote er langt fra udfyldt endnu. På vej ud i natten kaster han et blik tilbage på kvinden. Hun ligger helt stille i sengen.