Hvorfor? Hvorfor blev jeg forelsket i den mest mistroiske, observerende, humørsyge kvinde i hele verdenen? Hvorfor får hun mig altid til at føle som en skoledreng, der er blevet sendt op på inspektørens kontor? Hvorfor kan hun få min tunge til at strejke og mit hjerte til at banke? Hvorfor kan jeg ikke engang tænke på hende uden at lyde som en billig knaldroman?

Spørgsmålene flyver gennem mit hoved, og jeg smiler skævt ved det sidste. Men det er faktisk rigtigt. Når jeg taler om hende, eller bare tænker på hende, er det som taget ud af Horton-sagaen. Men nu er det hele slut.

Det hele startede med en buket. Ikke nogen speciel buket. Bare en helt almindelig rosebuket, som man kan købe på ethvert gadehjørne i Paris. Jeg købte den egentlig ikke til nogen speciel. Jeg kom bare forbi gadehandleren og købte den. Så begav jeg mig hjemad, og på vejen tog jeg mig selv i at fløjte. Jeg undrede mig lidt over det, men da jeg drejede ned ad min sidegade, så jeg grunden. Hun stod på trappen foran det lille hus, vi havde købt sammen. Da jeg nåede til havelågen, stoppede jeg brat. Hendes øjne var smalle af mistænksomhed og had, og hendes mund var snerpet sammen til en tynd streg. Jeg fulgte med hende ind i huset, og så snart vi var kommet ind i gangen, begyndte hun at råbe og skrige af mig. Først fattede jeg ingenting, men jeg begyndte snart at forstå. Hun havde set buketten og var overbevist om, at jeg var på vej hen til min "elskerinde". Hun kunne ikke lide roser, og hun påstod, at jeg godt vidste det. Jeg tænkte mig godt og kunne godt huske, at hun engang havde sagt det. Hun løb snart tør for luft, og jeg begyndte at forklare. Hendes ansigt lyste snart op i lettelse og forståelse. "Nej, for du kunne jo aldrig finde på at finde en anden, vel skat?" spurgte hun med en glad og silkeblød stemme. Jeg sagde selvfølgelig nej, men mine øjne afslørede mig, og hun trådte et skridt tilbage. "Utroligt," hvæsede hun og skred ud af døren.

Og det er så her, vi er nu. Jeg ser langt efter den gule flyttebil, som langsomt kører væk fra mig, som om chaufføren lige vil trække pinen ud. Og det eneste, jeg har tilbage, er en tilsølet brudekjole liggende i mudderet.