Kødet skælver fordi jorden ryster det. Kroppen ligger på det kolde betongulv, der er fyldt med blod og skidt. Røde striber af lys kommer op gennem sprækker i gulvet. Den hvide hud er sart, og passer slet ikke ind her.

Han griber sig til hovedet, masserer sine tindinger, hårdt. Prøver at få det hele til at give mening, men det er svært på dette sene tidspunkt. Gulvet giver sig, og truer med at opsluge rummet. Han må handle hurtigt, men det eneste der bevæger sig, er kvindens hvide bryster og mandens fingre.

Hans øjne er fikseret, hypnotiseret af bevægelsen. Det hele er meget forkert. Pludselig kan han ikke engang huske hvordan han kom ind i rummet, eller hvem kvinden er. Han prøver at tænke, men han kan ikke fokusere på andet end kvinden. Hun ligger jo lige der. Det er som om det hele pludselig giver mening. Han ved ikke hvorfor, men han ved det har noget at gøre med hende.

Det røde lys bliver stærkere, og det er som om gulvet bliver levende. Betonen hæver sig, for dernæst at give efter. Store stykker grå beton forsvinder ned i afgrunden. Han må knibe øjnene sammen, for at se gennem det røde lys. Han bliver nødt til at komme over på den anden side, om det så er det sidste han gør. Det er han nu ret sikker på, at det er. Det betyder intet nu.

Han føler en mærkelig ro, endelig ved han, hvad han skal. Han smiler kort, og tænker på meningen med livet. Så simpelt, og alligevel har det taget ham en menneskealder, at finde ud af det. Han skal over på den anden side, over til kvinden. Han sænker skuldrene, puster ud, og slapper af for første gang i lang. Han ser ned i afgrunden. En stærk svovldunst svitser hans næsehår. Han fnyser, og træder et par skridt tilbage, tager en dyb indånding. Pludselig bliver der helt stille, han ved det er nu. Han ser på kvinden, tager afsæt, og springer ud.