Huset er gult med et fladt mørkt tag. Taget har altid irriteret ham. Har voldt ham mange kvaler. Kvaler han aldrig har kunnet dele med sin kone. Hun kigger bare opgivende på ham ,hver gang han nævner usikkerheden ved taget. Han siger meget højt, vi ses elskede, til sin kone mens han går ud af døren. Hun nikker kun. Ude på gaden kommer Hansen gående imod ham. Hansen har bil noget, der i den grad irriterer ham. De kunne have haft råd til bil, hvis ikke de skulle have dette nye hus.
Det regner og blæsten suser omkring ham, så bladende blæser op omkring ham. Han går igennem villakvarteret, der virker virker beroligende på ham på trods af vejret. Som altid får han denne følelse af, at der aldrig sker noget her omkring. Noget han sætter stor pris på. Tingene har sin plads. Snart går han ned af Tage Poulsensgade og der aner han busstoppestedet i det fjerne. Der står en del folk og venter. Han genkender Nielsen, der ser glad ud for at se ham. De har for vane at følges ad i bussen til toget om morgenen. Bussen kommer og alle skynder sig for at komme først så de kan få en siddeplads. Da de alle er kommet ind i bussen, kommer der en ung kvinde farende efter bussen. Chaufføren venter og kvinden springer på. Kvinden har en næsepiercing noget han i den grad føler en væmmelse ved. Uden at tænke over det stirrer han på kvinden, det kigger hårdt tilbage på ham. - Når bessefar er der noget galt, ellers kan der hurtig komme noget til at gå galt. Han kigger væk mens hun højlydt siger: - Bussemand stop for fanden bussen. Hun trækker en kniv. Mens hun står og vifter med kniven, føler Jørgensen sig draget af tanken om heltedåd og skal lige til at gribe hende bagfra. Med et vender hun sig om og stikker kniven i maven på Jørgensen. Der bliver helt stille i bussen. Man ville kunne høre en knappenål falde til jorden. Bussen er brat standset og med et forsvinder kvinden ud i blæsten.