Daniellas øjne scannede lokalet, og de stoppede, da de endelig opdagede ham stående mellem en gruppe af klassens andre piger bagerst i lokalet. Hun kunne ikke høre, hvad han sagde, men hun koncentrerede sig, og lyden af hans stemme nåede endelig hendes ører, og den fik hende til at falde til ro, alligevel hamrede hendes hjerte afsted. Han bakkede ud af den lille flok, og kiggede rundt.
Hans øjne mødte hendes, og en velkendt følelse skyllede gennem hendes krop. Det var som om, at de store blå øjne han var i besiddelse af, kunne se ind i hendes sjæl, og det var frygten for, at han skulle opdage, hvad der gemte sig bag hendes øjne, der fik hende til at se hurtigt væk igen.
Selvom hun ikke så direkte på ham, kunne hun se ud af øjenkrogen, at han begyndte at gå. Hun gik med usikker glæde i retning mod ham, og de ville om lidt gå forbi hinanden, og hans duft ville hænge i luften i et usynligt spor, men det var det eneste hun kunne nyde af ham, og sikkert også det tætteste hun nogensinde ville komme på ham. Personligt, altså. Hun havde haft ret. Hans duft var der, og hun inhalerede den diskret gennem næseborene, mens hun gav et lille suk fra sig.
Hun tvang sig selv til ikke at se tilbage efter ham, og gik hen til bordet, hvor hendes gruppe stod og snakkede om skolefesten, der skulle holdes samme aften.
Hun så over på hendes veninde, Sandra, der allerede stod og arbejdede godt sammen med sin gruppe.
Daniella stod og så sig lidt omkring, og pludselig sad hendes øjne fast på ham, som var de afhængige. Hun kunne tydeligt se de smukke, blå øjne, der lige nu kiggede på den lysende el-pære, der var sat fast på stativet, der stod placeret i vasken.
Han rettede sig op, og gik nu ned i den anden ende af lokalet igen. Mod hende. Hun vendte sig hurtigt omkring og så ned i sine papirer, men hun vidste det var for sent, og at han allerede havde opdaget hendes øjne iagttage ham intenst.
Tiden gik alt for hurtigt i lokalet, klokken ringede, og folk farede ud. Hendes papirer rodede forfærdeligt i hendes taske, og hun var tvunget til at rydde op i dem. Hun kom til at se sig over skulderen, og opdagede til sin forskrækkelse, at han stadig var herinde. Hendes hjerte skreg, at hun skulle snakke med ham. Hendes forstand skreg tilbage, at hun ikke skulle vælge at gøre det.
Han var hendes lærer, hendes unge lærer. Men der var intet i verden, der tydede på, at han skulle blive mere end det.