Det knasede i skovbunden hver gang hun satte foden ned. I sin rygsæk havde hun nybagte boller, hjemmelavet syltetøj, 10 glas og et stort tæppe. Bag ved gik hendes to drenge og svingende med nogle store grene de havde fundet.
Hun spekulerede på om det var den rigtige retning hun gik og blev lettet da hun så den første vilde stedmor dukke frem. Pludselig, som ved et trylleslag, dukkede et væld af vilde blå stedmoreplanter frem. Her skulle de mødes.
Hun bredte tæppet ud og satte sig ned for at vente på resten af familien. Imens løb børnene vilde rundt og knuste utallige af de blå blomster med deres kæppe. Endelig kom resten af familien og latter og snak lød i skoven, flere tæpper blev bredt ud, øllet kom frem og lugten af de endnu lune frikadeller blandede sig med duften af violer. Stemningen steg og sammenkomsten nåede sit højdepunkt.
Hvad ingen mere vidste var, at stedmorene var blevet anbragt der for så lang tid siden for at blokere for underverdenen, at ingen mere troede den eksisterede. De uanselige blomster havde nu i flere hundrede år lagt et slør af uskyld og gode tanker, der gjorde stedet uigennemtrængelig for de mørke magter.
En svag stank af råddenskab steg op fra jorden. Børnene lagde mærke til den og fjernede sig fra stedet, bortset fra de to kæppebevæbnede drenge. De voksne var blevet halvplørede og sang: "vi sejle op ad åen". Pludselig skreg den største mand i flokken:"Du synger forkert Knud". Knud var hans storebror og ville ikke finde sig i irettesættelsen og brølede tilbage: "Hold kæft Dengse". Hadet voksede og mange års forurettethed og jalousi kom til overfladen med fornyet kraft. Knuds Øjne lyste ondskabsfuldt. Hans kone tog pludselig en arvesag op, som det havde taget familien 10 år at komme sig over. Alle guldkæderne raslede på hende af ophidselsen og moderen til de to drenge skreg skingert: "Ja, du har da altid forstået at rage til dig på andres bekostning" Pludselig lød et hyl fra en af drengene. Det blødte ud fra den yngste øje, men moderen ænsede det ikke, hun var forblændet af hadet mod sin svigerinde.
Men et sted i flokken sad milde Mette tavs med en savtakket kniv, ingen så hende bortset fra de tre børn der nu vildt skrigende flygtede ned af bakken. Alle de knuste stedmorer lå spredt omkring badet i varmt dampende blod.