Der var en gang, hvor alting var dækket af et dybt mørke, vinteren var kold og mørk, og lige meget hvor mange stearinlys man tændte, kunne man ikke fjerne mørket, der lurede i afkroge og hjørner.

Ud af dette blev han til; af et nyfødt barns latter, ud af dette rene blev han til - Solsorten, sort men fyldt af et barns lys. han synger barnets sang, for han er blevet til uden egen stemme.

Men mørket der hader alt det lyse, hader ham mest af alt, for han flyver omkring og sprede barnets lyse sind i hele denne verden.

Jo mere mørkets magt svandt ind, jo mere voksede mørkets had, og mørkets ønske om Solsortens død.

Oven over mørket, vækkede solsortens sang, tusinder af sovende stjerner, der havde været under mørkets magt siden, denne tids begyndelsen, de begyndte langsomt at blive fyldt af barnets lyse sind og de begyndet at stråle, ja, selv den gamle måne, der for længst var blevet slukket af mørket, begyndte at stråle, alle reflekterede de Solsortens barnlige sang. Man kan stadig høre den, hvis man er helt stille og lytter efter.

Men mørkets vrede var nu så stort, at han opsøgte Solsorten, langsomt kvalte mørket ham, Solsorten prøvede at kæmpe i mod, med sang fyldt af barnligt lys, men mørkets had overvandt ham. I mod had har vi alle en svær kamp. Solsorten der bravt havde kæmpet, kunne ikke kæmpe mere, mørket slukkede hans lys. han faldt livløs og kold til jorden, hans sang havde lydt for sidste gang - han var død.

Stjernerne så det, månen så det og de græd, hvad skulle nu lyse i denne mørke verden?

Deres tårer dalede mod jorden og dækkede Solsortens krop, deres tårer som nu var blevet snekrystaller, reflekterede deres eget lys, som de alle havde fået af Solsorten, det skabte et hvidt lys stærkere end det mørke der herskede før, selv i de mørkeste afkroge, blev der nu lys.

Så når vi får hvid jul ved vi at;

Sneen der falder og giver lys, er til for at minde os om, at selv i det mørkeste mørke, var der en hvid sjæl der blev ofrede for at bringe lys, til denne mørke verden.