"Der er håb!"
Han vil skrige ordene ud. Råbe det så højt, at de groteske stenansiger krakkelerer. Eller i det mindste får en revne. Brøle det, så de fanatisk ensporede øjne, igen kan spejle sjæle med eget liv.
Men en ny bølge af smerte skvulper ind over ham. Den oversvømmer lungerne og drukner hjertet.
Så er det forbi.
Sort mørke.
Og så ...
...en lysprik.
Den funkler som en klar stjerne, danser som en kåd haletudse og svirper med halen.
Viser vej. Og han følger den. Ud. Hen. Op.
Op mod det uldne, grå skytæppe. På vej mod stjernerne, der lyser så klart at de skimtes gennem det fnuggede skydække. Stjernerne der funkler som barneøjne bør gøre en juleaften.
Lysprik-haletudsen danser lokkende. Men den er ikke alene om dansen.
Tusindvis af funklende krystaller leger, nejer, danser, svæver og hvirvler sammen i flokke.
Fra et fjernt sted kalder en melodi på ham: "I am dreaming of a white ..." Den kalder med desperat og sårbar intensitet.
"Jeg skal lige...," hvisker han til sin vejviser, før han blander sig med snefnuggene. Og svæver ned mod jorden.
Der er hvidt under dem. Hvide træer. Hvide tage. Hvid jord.
Han søger, så brændende optændt af at finde melodien, at intet andet fylder ham.
Og han finder den.
Der er den lille melodi. Svagt som et ekko sniger den sig ud mellem blå læber og klaprende tænder.
Manden med den blå mund har snekrystaller i sit røde hår og hans T-shirt er dækket af sne. Sin varme jakke har han svøbt om en kvinde, der ligbleg vugger et stille spædbarn i sine arme.
På vej mod vanviddet hvisker hun kærligt; "Mit julebarn, født juleaften..."
I mandens øjne gløder endnu et svagt håb. Det ulmer ved kærlighedens kraft. Og det håb varmer sjælen blandt snekrystallerne.
"Far!" råber den hjemløse sjæl.
Straks efter farer stemmen gennem snelandskabet i form af en nyfødts skingre vræl. Så gennemtrængende, at en skiløber i nærheden hører det og iler til undsætning. Og i tasken har han både et varmt tæppe og en mobiltelefon, så de kan kontakte alarmcentralen der lover at sende et bæltekøretøj frem til dem.
Den lille græder stadigt. men nu mere roligt. Og de lykkelige forældre aner svagt, at de vræl betyder:
"Der er håb."