Hun trådte ind i rummet. Over ved vinduet stod et stort flygel, blankt og glat, og rummet emmede af toner, der stadig hang i luften. Gardinerne rakte helt ned til gulvet og svajede lidt i vinden, da døren blev åbnet, de var store og hvide og lod lyset skinne igennem men uden at give blikket frit udefra på den der sad og spillede.
Langs med den ene væg var der et langt reol med bøger og over på den anden side et siddehjørne, to lænestole med et lille bord i mellem sig. Et ur begyndte at slå med en klar og klingende lyd. Et urværk, pakket ind i et hus med gyldne snørkler og kunstfærdigt udformede visere. Uvilkårligt så hun på sit eget ur. Ja, klokken var lige 2.
Hun gik over mod lænestolene. En kat rejste sit hoved, gabte, og strakte sin ryg. Og sprang så ned fra stolen for at hilse på den nyankomne. Den smygede sig om hendes ben, og hun bøjede sig ned, for at age den på ryggen, før den fortsatte over mod vinduet.
Væggen i hjørnet var dækket af en stor reol fyldt med bøger, nogle af dem havde en guldryg. Nysgerrig kom hun nærmere og tog én af bøgerne ud for at kaste et blik i den.
Det var et kostbart bind, dækket med sirlige bogstaver i et sprog, som hun ikke forstod. Den var forsynet med farvestrålende tegninger af verdensdelene og billeder af sære kreaturer. Hun bladrede forsigtigt i den og lukkede den endeligt varsomt igen for at stille den tilbage. Det var som at holde en skat i hånden.
På bordet stod en sirlig tekande og to kopper med guldkant, en lille sukkerskål med lille tang til tage sukkerstykkerne med.
Hun hørte ham træde ind i rummet.
”Velkommen, beklager at det tog så lang tid. Tag endelig plads.”