Opholdsstuen.

De to søstre trådte ind i stuen og satte tasken på glasbordet foran den sorte sofa. Zowie fejede sine kulsorte extensions væk fra de sortsminkede øjne og skimmede rummet.

De løftede gravstenen op ad tasken. De havde fundet den i en bunke med ubetalte gravsten på Assistentskirkegården og havde taget den med hjem. Zowie havde været cool, men Lone havde haft det elendigt hele vejen hjem i bussen. Hvad, hvis nogen afslørede dem”?

De satte stenen i hjørnet. Den var makaber mod de høje paneler i herskabslejligheden. Den lugtede støvet af død.

”Anna Nielsen” stod der. ”d. 15/8 1912 – 11/ 4-1980. Hvil i fred.”

Andre ville have placeret fjernsynet i det hjørne, for det var stuens naturlige blikfang. Men fjernsyn var fordummende. I stedet hængte de et digt, som Lone havde forelsket sig i. Det hed ”Angst”, var en klassiker inden for ekspressionistisk lyrik og var trykt i Tom Kristensens mesterværk ”Hærværk” fra 1930, hvor journalisten Jastrau drikker sig selv ihjel. Hun havde hørt, at Michael Strunge var vild med romanen. Forfaldets æstetik.

”Asiatisk i vælde er angsten. / Den er modnet i umodne år./ Og jeg føler det dagligt i hjertet/ som om fastlande dagligt forgår./

Det passede godt sammen, syntes Lone. Strunge og Kristensen, gravsten og paneler, død.

Zowie lagde nogle metallænker foran og en lampe , formet som en strakt hånd. Lyset flimrede. Hun stillede en kaktus bagved. ”Sådan”, sagde hun. ”Smukt”.

De hørte døren gå. Det var Thomas. Han havde lejet et værelse, fordi Zowie skulle til Berlin og besætte et hus. Lone kunne ikke bo der alene. Hun var på S.U.

Thomas jublede feminint.”Jeg har købt et fjernsyn. Jeg kan lige nå at sætte det til og lave en joint til kl. seks, hvor der kommer ”Dollars”. Elsker I ikke Alexis?”

Zowie og Lone så på hinanden. ”Dollars” var noget man så i smug. Det var ikke cool. Men selvfølgelig elskede de Alexis. ”Du kan sætte fjernsynet der længst væk fra husalteret. Men vi dækker det med sort tyl, hvis der kommer gæster, er du med”? Thomas nikkede.

En halv time efter tonede Blake frem på skærmen. ”God Damn it, Alexis”, snerrede han. ”I want that pipe line, do you understand”? De grinede og tændte en joint. Den støvede lugt af død ænsede de ikke.