Skulle hun forestille sig noget, der gav mindre mening end situationen som sådan, var det den overvældende duft af dugfriske syrener. Selvfølgelig havde Fruen elsket sine blomster – de enorme solsikker, de bløde nelliker, end dog det sidste, forkølede rosenblad – men hun havde trods alt hadet syrenbuskene. Store, var de, i en sart, lilla farve og fulde af bier og andet småkravl. Summende djævle, kaldte Fruen dem, og syrenerne var således et slags associationshelvede. Stedet hvor bierne var. Den problematiske del af haven.

Var det Ham, der havde pyntet hele kirken med dem? Vidste manden ikke bedre? Eller var det Fruens gamle moder, måske, som aldrig formåede at trække linjer mellem sig selv og andre? Det gav et knirk under hendes blåsorte kjole, da hun satte sig på den bagerste række. Lyden af kirken forsvandt i menneskemængden, i den sære blanding af tab og lettelse, i den travle ligegyldighed af finpudsede sko mod marmorgulvet.

Hun havde sat sig midt i en solstråle. Ved et uheld. Kirkens vinduer og glaspaneler var naturligvis pudsede til højglans i dag, men det skarpe lys lagde sig alligevel på træbænken og i den fine grynblanding af syrenpollen og luftdansende støvpartikler. Hun rynkede på næsen, mest af vane. Selv den ypperste grundighed kunne ikke forhindre andre i at slæbe snavs ind udefra. Det kendte hun vel til, hvis ikke andet. Der lå syrener på toppen af den kridhvide kiste, på siderne, overalt. Man havde ikke ønsket hendes vejledning, da hun tilbød den. Det var ikke passende, mente Han.

De lå der jo også bare. Kastede små skygger og visnede usynligt på deres egen facon.

Solen føltes blød mod hendes kind. Som aftrykket af en forsigtig hånd, måske, eller en lyserød marcipanrose. Jeg ville have lagt blå tulipaner, tænkte hun, og ledte efter sit hvidvaskede lommetørklæde.