Jeg åbner øjnene, da jeg hører nogen nærme sig min seng. Det varer lidt, før jeg får fat på mine briller, og til min overraskelse ser jeg, at det er dig, min søn, der nu har sat dig i stolen ved siden af sengen.

Du kigger på mig - igennem mig, siger ingen ting, og jeg ser tavst på dig.. Hvorfor er du kommet? tænker jeg. Hvordan kunne du vide, at jeg ligger her ? Jeg vil sige noget til dig, men kan ikke finde ord. Jeg løfter min hånd og vil række ud efter dig, men lader den synke ned på dynen igen.

Du siger stadig ingen ting, sidder frosset fast i tiden, og først da jeg hvisker dit navn, smiler du..

Det er så mange år siden jeg har set dig, og jeg begynder at blive vred. Vidste du hvad det var, du gjorde mod mig, dengang ? Vidste du, hvordan din kolde afvisning kastede mig ud i mange års sorg - sorg som jeg fik bearbejdet, som jeg lærte at leve med, sorg, som du nu kalder frem igen. Vidste du, at jeg har forbandet den dag, jeg fødte dig ?

Jeg ser intenst på dig - forsøger at tale, men opgiver, da jeg ser ligegyldigheden i dine øjne. Som Rachel, der skreg over sine døde sønner i Rahma, således har jeg skreget i sorg over dig, og jeg kan mærke skriget komme igen - jeg forsøger at holde det tilbage. Jeg lukker øjnene et kort øjeblik, at da jeg åbner dem igen, er du væk ! Hvorfor hørte jeg ikke dine trin, da du gik ?