”Hey vi ses i aften folkens, hos mig kl. 19.00”
”Ja! Vi ses”. Vi går alle fire i hver vores retning. Blæsten er hård og får de løst-liggende blade til at hvirvle op i luften, og de få blade der stadig sidder tilbage på træerne river den ned. Himlen er grå og skyerne hænger som tætte uldtæpper og tynger ned mod jorden.
Jeg går stille i mine egne tanker, men i det samme kommer jeg i tanke om, hvor meget der skal ordnes inden i aften, hvilket får mig til at stoppe op et kort øjeblik. Vejen hjem er lang, især hvis jeg skal følge hovedvejen, derfor snupper jeg et par genveje.
Da jeg kommer til den gamle skole, som blev lukket for præcis 13 år siden, ænser jeg ud af øjenkrogen, en lille pige med bare ben og arme, i en fin lille mørkeblå kjole, eller er den lilla? Jeg tænker bare, at hun godt nok må fryse, for her går jeg i store støvler og tyk jakke, godt pakket ind for at modstå kulden som den bidende blæst bringer.
Jeg tænker ikke videre over det, men fortsætter gennem parken. Jeg trækker huen godt ned over ørene og snøfter et par gange. Ved naturlegepladsen ser jeg endnu en lille pige, denne gang stopper jeg kort op og kigger på hende – hun står bare og ser på mig, men… hvordan kan hun både være her og ved skolen? Jeg flytter hurtigt blikket ned i jorden og sætter tempoet op. Jeg når lige at tænke, at jeg også engang havde sådan en kjole...

”Nå men øh, vil i med hjem over?” spørger Lasse og bryder den tunge stilhed,
”Ja, det er også blevet ret sent” svare Simon og de to drenge og Rikke rejser sig. Jeg følger dem ned og før jeg ved af det, er de ude af syne.
Jeg står lidt og mærker blæsten hive mig i håret, og pludselig ser jeg igen den lille pige lidt henne ad vejen, hun vinker til mig, som om jeg skal følge efter, og jeg bevæger mig ud i mørket.

Jeg har altid følt at der var noget helt specielt ved den skole, og har altid haft lyst til at udforske stedet, men har aldrig turde. Nu står jeg ude foran lågen ind til skolen, mens den bidende blæst tager til. Pludselig mærker jeg noget koldt i min hånd, og jeg kigger ned. DEN LILLE PIGE! Hun har fat i min hånd og trækker mig med ind på skolens område. Pludselig mærker jeg er form for vægtløshed, og pigen trækker mig ind gennem muren. Jeg lukker øjnene!