Isen knager under skøjterne. Tæerne føles kolde, men ellers fryser hun ikke. Solen skinner fra en næsten gennemsigtigt blå himmel. Vinden blæser fra nord. Hun får den i ryggen, da hun er kommet ud på fjorden og svinger ind mod byen. Hun har ikke været på fjorden siden dengang, men hun finder hurtigt balancen og skyder god fart.
Isen er fuldkommen glat. Et fint lag vand reflekterer himlen og byen. Hun tænker nervøst på, om renden er blevet for bred. Det har tøet de sidste dage. Hun ser vand skvulpe i en stor våge under sig, men isen burde stadig være sikker. Hun er helt alene herude. End ikke i det indhegnede område i havnen kan hun se andre skøjteløbere.
Hun kigger ind mod byen. Den skinner i klare farver i sollyset. De gamle huse oppe på bakken. Domkirkens to røde tårne, der ser ud, som om de svæver over husene. På afstand ser det idyllisk ud. Ingen sorg. Ingen skyld. Hun lukker øjnene og mærker en rød varme og duften af is. Luften føles helt ren herude. Hun er næsten veltilpas. For første gang i fem år. Hun er klar.
Hun sætter fart på. Det er vanvittigt, men det er det eneste, hun kan gøre for at blive fri. Efter fem års skyldbetynget helvede. Fem års isolation. Der er ingen vej tilbage. Nu afhænger hendes frihed kun af hende selv - og af hendes held. Hun må bevise over for sig selv, at det kan lade sig gøre.
Renden er ikke ret bred. Det var den heller ikke dengang. Men isen er tynd på begge sider. Det var den også dengang. Hun må sætte af i god tid og nå langt over på den anden side, inden hun lander. Hun må lave et perfekt afsæt, ligesom Marianne havde gjort dengang. Men hun må lande længere inde. Inde, hvor isen er tyk nok til at bære.
Hun sætter af i det helt rigtige øjeblik. Får god fart i sit spring. Føler nærmest, hun flyver hen over renden. Skøjterne rammer isen på den anden side. Hun hører et skarpt smæld, da det ene ben giver efter, og hun falder bagover. Ser himlen over sig. Hovedet rammer isen. Vandet. Så mørke. I et glimt ser hun Marianne i vandet. Efter faldet. Væddemålet. Du kan ikke. Du tør ikke. Pralhals. Bangebuks. Vandet, der strømmede ind under isen. Og Marianne. Hun var væk på et øjeblik. De fandt hende ikke, før isen smeltede.
Hun åbner langsomt øjnene. Ser op i himlen. Gennemblødt af det tynde lag vand på isen. Marianne kunne også have klaret det. Hvis hun virkelig havde villet. Hvis hun havde været dygtig nok.