De 4 årstider

Opgavebeskrivelse

Skriv en lille fiktiv tekst som foregår på en ganske bestemt årstid - forår, sommer, efterår eller vinter. Du vælger selv hvilken, men du må ikke afsløre årstiden i historien. Vis det i stedet, gerne ved brug af "show, don't tell". Historien skal skrives i nutid og gerne have et strejf af mystik.

Månen skinner blåt fra en stjerneforladt himmel. Jeg tager et hiv på smøgen, hvis glød patetisk brænder om kap med månens evige skær. Jeg knipser med fingrene, jorden brænder et kort sekund. Væggene hæver sig truende ind over gyden foran mig, men der er ikke nogen vej udenom, jeg skal derind. Jeg har lovet det, og jeg er allerede sent på den. Jeg griner kort, og tænder en smøg til – jeg er altid sent på den.
Regnen gennembløder skyggen på min hat, og små forræderiske dråber skyder til måls efter cigaretten i min mund. Jeg træder et skridt nærmere, og kigger i trods direkte op mod himlens tårer.
Ekkoet af en kvinde i nød rikochetterer på murstenene. Ok, nu er jeg virkelig sent på den. Folkene sidder i salen, tæppet er faldet, første akt er forbi, men hovedpersonen står stadig og overvejer, om han overhovet vil købe en billet til forestillingen. Endnu et skrig flænger luften.
Dråberne forvandles til fnug, og jeg kan mærke det er ved at være tid. Jorden knaser under mig, som jeg løber ind. To pakker Pall Mall om dagen de sidste tyve år gør, at jeg bliver nødt til at sænke farten på halvvejen. Jeg bander, og er ved at kaste op i et desperat forsøg på at få vejret. Langsomt, men sikkert, det er strategien, bilder jeg mig selv ind. Ti skridt til, så er du der, kom så! Hvidt djævlestøv gør vejen ufarbar, og mine lædersko gennemblødte. Endelig når jeg hjørnet, og stikker forsigtigt hovedet frem.
Jeg løsner pistolhylsteret, og vralter mod indgangen, min Gud, jeg kunne godt ryge en smøg nu. Alarmklokkerne ringer, jorden kalder John. Jeg ryster på hovedet, og minder mig selv om, at det er en kvinde, jeg engang elskede, som skriger mit navn. Det er lang tid siden, hun har udtalt de fire bogstaver med så megen passion, konstaterer jeg, og træder ind på scenen.
Layoutet er simpelt, klassisk – kedeligt vil nogen mene. En kvinde, to mænd, en pistol i hånden og en kniv mod struben. Ingredienserne til enhver vellykket lørdag aften. Jeg sigter på stodderen, og afleverer linjen: ”Fingrene væk, eller jeg blæser dig væk.” Han tøver et øjeblik, det er nok. Jeg finder hjemmevant aftrækkeren, og trykker den af. Jeg rammer ham midt mellem øjnene, hans baghoved forvandles til rødgrød, en enkelt stribe af grå røg stiger til vejrs fra hullet mellem hans øjne, inden han vælter bagover.
Røgstriben minder mig om, at jeg er rygetrængende. Jeg får fyret op under tobakken, og trækker et dybt suk. En stille gråd minder mig om, at jeg ikke er alene. Jeg løsner hendes bånd, og lægger mærke til, at hun stadig går med vores vielsesring.

Skriv kommentar

Besvarelsen Blå måne er publiceret 20/02-2011 17:10 af Simon Terpager (Terpager) under skriveøvelsen De 4 årstider.
Version 1 - 20/02-2011 17:10
Besvarelsen er på 449 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

13 år siden
#1 Nicolai Cadaeib (Arctic wolf)
Det virker som om, du virkeligt har læst på din lektie. Du har smarte replikker, klare metaforer, rammende lignelser, intelligente bemærkninger. Du lader til at kende forfatterstile som Sonnergaard og Turèll endog noget bedre end jeg gør og nok også kommer til.
Men din tekst mangler noget, og bliver nok nødt til at kalde det noget så diffust som personlighed. Din stil minder uhyre om Turèlls især, med hele beskrivelsen af cigaretten, og den kokette konstatering om de evige forsinkelser. Det er virkeligt svært at se DIG i teksten, din stil. Hvad det er, der gør, at det er dig og ingen andre, der har skrevet den.
Dine beskrivelser er klassisk for krimigenren - endda også de ting, du har valgt at beskrive: Cigaretten, kvinden, fortællerens tragiske liv, vejret der er symptomatisk for verdens håbløshed. Du beskriver det utroligt flot rent objektivt set; "jorden brænder et kort sekund" som cigarettens korte levetid på asfalten er en fantastisk lignelse. Men igen; det er som om, den ikke er din. Det er en rolle, du har påtaget dig. Jeg føler ikke, det er dig, der skriver sådan.
At teksten mangler personlighed bliver også kun forværret kraftigt af, at fortælleren i den grad er king of cool. Han praktiserer stoiske ro som en ren John McClane, og det gør ham jo nødvendigvis personlighedsløs, eftersom coolness pr. definition er negation af følelser. Han er fuldstændig kold, da han skyder manden (hvad skete der i øvrigt med den anden) og har ingen følelser tilovers for damen. Faktisk tænker han kun på den cigaret, som den klassiske actionhelt, han er - upåvirket af situationen.

Jeg kunne godt tænke mig, at du skrev noget, der var mere DIT. For uden tvivl - du er dygtig med sprog, og du kan alt basic. Det er som om, du har en arrogance overfor din tekst, en forestilling om, hvordan man skriver rigtig, der holder dig tilbage fra helt at give dig fri og elske at skrive. Er det helt forkert?
13 år siden