Jeg var ikke sikker på, jeg turde springe.
Sådan som alle de andre gjorde.
De fik det til at se let ud. Jeg kan ikke huske vi nogensinde klatrede så højt, men de sprang alligevel uden tvivl ned.

Dengang livet begyndte, hvor alt var grønt, festligt og bækken under os flød uden forhindringer, var der ingen grund til at bekymre sig om noget som helst spring. I stedet ville vi snakke om bækken, som var det tiden. Og om hækken i det fjerne, som var det horisonten. Ingen af os kunne naturligvis udforske det, så her sad vi, som filosoffer, og snakkede. Nogle gange var jeg også alene blandt alle de andre, og det var i disse tidspunker, at jeg så hende.

Hun var ganske lille med et nysgerrigt blik mod alt. Ofte ville hun kigge op på os, og selvom vi var mange, så ville jeg sværge på, at hun altid kiggede lige på mig. Hun var rødhåret, så hun stak ud fra alt det andet.
Vi var alle ens.
I de tider overvejede jeg faktisk at springe. At springe ned til hende, men de andre fortalte hvor dårlig en idé det var. Jeg skulle vente.

Så jeg ventede. Og til sidst ventede vi alle så længe, at hun slet ikke kom forbi os længere. Vi var blevet gamle, lidt visne, og da den første sprang, havde vi stadig en smule grønt i os. De næste der sprang var blevet meget gule, næsten orange, men jeg ville stadig ikke springe. Jeg ventede, til jeg var blevet rød, før jeg selv sprang. Jeg gled i vinden, i håb om at være unik blandt alle de andre, men på det tidspunkt var vi alle røde.

Så jeg faldt og faldt. Nogle svævede længere end andre på de vindblæste dage, mens andre sprang i regnvejr for at få det overstået. Mit fald lod til at vare mange tusinde dage, og da jeg endelig skulle ramme jorden, ligesom så mange andre før mig, så ramte jeg slet ikke jorden.

Jeg blev grebet af noget, som slet ikke mærkedes som vinden. Det bar mig ned til den bæk, som vi alle havde set og drømt om. Jeg blev lagt ned, og jeg fik for første gang muligheden for at føle mig som noget særligt blandt noget andet. For her var jeg et blad blandt alle dråberne, det røde blandt alt det blå.

Og da strømmen var så kær at vende mig, så så jeg hende. Jeg så de hænder, som havde båret mig og lagt mig. Jeg så en langt ældre kvinde end før, men der stod hun.
Det særlige blandt alt det andet, med sine øjne på det røde i det blå.