Jeg var blank! Jeg sad midt i rummet og mærkede hvordan øjnene stirrede på mig, men jeg var blank! Selv spørgsmålene kunne ikke få mig til at huske. Hvad det skulle ende med? Den dødstille tavshed talte for sig selv. Endelige sagde den ene det, jeg havde ventet på at høre de sidste 24 minutter!
”Ja! Vi kommer ikke videre i dag. Retten er hævet!” dommeren rejste sig.
”En gennemgang på gerningsstedet ville være på sin plads!” sagde anklageren. Jeg lod blikket glide ned på mine svedige hænder i mit skød, skamfuld over min præstation.

”En gennemgang på gerningsstedet er jo for at…” sagde min forsvarer,
”Jeg vil ikk’ der ud, har jeg sagt!” fastholdt jeg.
”Du ka’ godt huske hvad der skete, ikk’?” Jeg hævede blikket og så på hende, uden at sige noget.
”Ka’ du ikk’?” Jeg rejste mig, gik over til vinduet og tog fat om tremmerne. Mon man nogensinde vænner sig til at se verden opdelt?

Lyden omkring mig forstummede. Den eneste lyd jeg tydeligt hørte var trappernes knirke og mit febrilske åndedræt. Jeg nærmede mig rummet. Døren stod på klem. Alt var som det plejede; sengen midt i rummet, gardinerne var trukket for, skabet som altid var aflåst og nøglen sad stadig i, kameraet sad på stativet, som stod næsten bag ved døren og spejlet på væggen vedsiden af kameraet.

”Nogle gange fik jeg bind for øjnene” min forsvarer kiggede prompte på mig.
”Det var altid når det drejede sig om hård sex”
”Hvorfor er spejlet i stykker?” afbrød anklageren.
”Fordi jeg slog det i stykke. Jeg gled ned på gulvet, fik fat i glasset og hukkede det i benet på min mor, og derefter i halsen. Manden lå fastbundet til sengen og min far forsøgte at binde ham op. Så stak jeg glasset i halsen på ham…”
”Hvorfor råbte dine forældre ikke?” spurgte anklageren,
”Ville du råbe, hvis du stod bag seksuel misbrug af dine børn? Så tog jeg det sidste stykke glas og skar nosserne af manden og skar ham i håndleddene!”
”Du kan jo godt huske hvad der skete!” sagde anklageren,
”Kan du?” spurgte jeg koldt,
”Hvabehar?”
”Indimellem gled bindet ned”
”Hvad prøver du at sige?” han begyndte at svede.
”Ingenting! Jeg ka’ jo ha’ glemt hvad jeg så!” Jeg kiggede stift på ham og gik.

Et par dage efter sad jeg igen i retten, der var ny anklager. Min forsvarer vandt og jeg blev frikendt. Og anklageren blev dømt og begik senere selvmord. Min forsvarer og jeg holdte stadig kontakten. Hun hjalp mig med at finde min rigtige far, som overbeviste mig om, at langt fra er alle mænd, var som min stedfar og ”kort-vennerne”.